Spøgelsesbilist skyld i større ulykke ved Gladsaxe

Fem kom til skade, da en mand kørte i den forkerte retning på Gladsaxe Ringvej. Mistanke om spirituskørsel.

En mandlig bilist kørte af uvisse årsager fredag aften i den forkerte retning på Gladsaxe Ringvej og endte med at torpedere en anden bil, der kom kørende på Gladsaxe Møllevej.

Ulykkesbilisten røg efterfølgende over i en tredje bil, der igen ramte en fjerde bil.

To personer er kørt på hospitalets traumecenter. Den ene er alvorligt kvæstet, mens den anden er gravid og derfor skal tjekkes for en sikkerheds skyld.

Spøgelsesbilisten er også røget på hospitalet og skal blandt andet have taget en blodprøve.

- Han opførte sig meget aggressivt, og vi har mistanke om, at der kan være spiritus indblandet, siger vagthavende Lars Guldberg.

Derudover kan ulykkesbilisten forvente at blive fremstillet i grundlovsforhør søndag.

- Han bliver uanset udfaldet af blodprøven sigtet for at have bragt andres liv i fare i grov kådhed. Det kunne være gået alvorligt galt, og manden har haft flere muligheder for at dreje af og undgå ulykken, siger Lars Guldberg.

Uheldet betød, at ringvejskrydset var blokeret for trafik, mens arbejdet med at tilde de tilskadekomne og fjerne bilerne stod på.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.