Spøgelsesbilist standset på E45

Ung mand snuppede sin fars bil

Susie Skov
Foto: Henrik Bo
Hobro 1. september 2015 06:10 - Opdateret 1. september 2015 06:50

HOBRO: Ved 2-tiden natten til tirsdag modtog Nordjyllands Politi flere anmeldelser om en spøgelsesbilist på motorvej E45 ved Hobro, hvor en personbil blev observeret køre i nordgående retning.

Bilisten kørte fra Hobro vest mod Hobro Nord og nåede at køre cirka fem-seks kilometer, inden han blev standset af andre bilister.

- På et tidspunkt kørte han ind i nødsporet, hvor andre bilister så kørte ind foran bilen. Vores patrulje kom til umiddelbart efter, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Føreren af bilen var en 19-årig mand fra Randers, som havde taget sin fars bil uden faderens vidende.

- Den unge mand havde ikke erhvervet kørekort. Han var ikke påvirket af spiritus, men vi talte med hans forældre og fik oplyst, at han har et handicap, der måske kan forklare handlingen, siger vagtchefen.

Politiet kørte den 19-årige hjem til forældrene, hvor han også selv bor. Han kan måske se frem til bøder for overtrædelse af færdselsloven.

- Vi laver jo en rapport som normalt. Hvad der efterfølgende sker og om der tages hensyn til den unge mands handicap, er ikke til at sige, tilføjer Karsten Højrup Kristensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...