Færdselsforseelser

Spøgelsesbilist varetægtsfængslet

Fuld spøgelsesbilist skal holde påske bag tremmer

Foto Torben Hansen

Foto Torben Hansen

NØRRESUNDBY:En 49-årig mand fra københavnsområdet er varetægtsfængslet frem til 17. april, efter at han natten til søndag kørte i modsat retning på motorvejen og var skyld i sammenstød med to modkørende biler.

Det fortæller anklagefuldmægtig hos Nordjyllands Politi, Hanne Christensen.

Manden forklarede i retten, at han havde besøgt nogle venner og sammen med sin datter, ville han køre op til deres fritidshus i Vendsyssel, da de næste dag skulle i en forlystelsespark.

- Han erkendte, at han havde drukket tre til fire glas vin, siger Hanne Christensen.

Husker ikke meget

Mandens promille blev målt til 1,43. Hvordan han var kommet på motorvejen, og hvorfor han kørte i modsat retning, kunne manden ikke huske.

- Han fortalte, at han var træt og havde været inde i Aalborg og tanke benzin, men han ved ikke, hvor lang tid, han havde kørt på motorvejen, siger Hanne Christensen.

Den 49-årige er sigtet for at have sat andres liv i fare.

Slap heldigt fra uheld

Manden kørte i sydgående retning i det nordgående spor og havde ikke lys på bilen. Ved afkørslen ved Bouet ramte han først en bil, inden han kort efter ramte en anden bil. Det skete ved tre-tiden natten til søndag.

Politiet betegner det som et under, at ingen kom til skade ved sammenstødene.

- Det er voldsomme uheld, men et under at ingen kommer til skade, siger vagtchef hos Nordjyllands politi, Karsten Kristensen.

Mandens egen bil og to andre biler blev totalskadet ved uheldet, men ingen personer kom noget til.

Den 49-åriges fem-årige datter var med i bilen. Familiemedlemmer afhentede efterfølgende pigen på politigården.

Manden kærede varetægtsfængslingen til landsretten.