Byggeri

Spøgelseshus i Dybvad rives måske ned

Svært at leje ud i Dybvad - Boligforening overvejer at nedrive den gamle brugs

Aalborgvej 431 - den tidligere forretningsejendom blev for mindre end 20 år siden ombygget til boliger. Foto: Kurt Bering
Aalborgvej 431 - den tidligere forretningsejendom blev for mindre end 20 år siden ombygget til boliger. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:46

DYBVAD: En hel boligforeningsejendom på Aalborgvej i Dybvad skal måske rives ned. Bygningen, der betegnes som ”den gamle brugs”, har fugt- og byggeskader. Og endnu værre: skimmelsvamp i kælderen.

Af afdelingens 11 lejligheder er kun en enkelt pt. beboet.

Direktør Kim Madsen, Frederikshavn Boligforening, oplyser, at boligforeningen er i gang med at undersøge, om ejendommen skal rives ned eller renoveres.

Den beslutning er boligforeningen dog ikke alene om at træffe. Boligselskabernes Landsbyggefond, kreditforeningen og kommunen skal tages i ed uanset hvilken løsning, der vælges. Afdelingen har gæld, og regningerne skal betales, uanset hvilken af løsningerne, der bliver valgt.

Indtil det sker, står Frederikshavn Boligforening i forskud med de påløbende udgifter.

Mange tvangsauktioner

Dybvad har været ramt af flere tvangsauktioner, også på udlejningsejendomme, de senere år.

- Det er svært at leje lejligheder ud i Dybvad, siger Kim Madsen.

- Vi står med et lokalt problem, som vi ikke kan gøre ret meget ved.

Han erkender at lejen i boligforeningsafdelingen på Aalborgvej 431 er relativ høj sammenlignet med andre udlejningsboliger i Dybvad. Til gengæld er lejlighedernes standard også højere end gennemsnittet.

Ved renovering vil lejen stige yderligere.

Svært at leje ud

Kim Madsen regner med, at beslutningen om nedrivning eller renovering træffes omkring årsskiftet.

- Derfor har vi heller ikke gjort meget for genudleje ledige lejligheder. Vore lejere skal ikke bruge penge på at flytte i en bolig, som vi så kort efter vil nedrive eller renovere.

Aalborgvej 431 har foruden den gamle brugs har også rummet en farvehandel og kornlager. Afdelingen i Dybvad blev oprettet af Boligforeningen af 1942, Sæby, nu Frederikshavn Boligforening, midt i 1990’erne. Boligforeningen ombyggede ejendommen som led i byfornyelse.

De første mange år var lejlighederne fuldt udlejet, men de senere år er det gået ned ad bakke, siger Kim Madsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden