Spørgsmål om menneskeliv

At to mennesker blev henrettet under gidseldramaet i Afghanistan, var de to mennesker for meget. Men det kunne have gået meget værre, om ikke forhandlere fra Sydkorea havde bøjet af for gidseltagerne. Ikke desto mindre fremkommer Danmarks udenrigsminister Per Stig Møller med nogle kritiske bemærkninger om baggrunden for løskøbelsen af de nitten sydkoreanere.

Bortførelser 4. september 2007 22:33

Mere end en tredjedel af Sydkoreas 48 millioner indbyggere bekender sig til kristendommen, og landets kristne kirke er i stadig fremgang; det kan kaldes bemærkelsesværdigt, eftersom kristendommen først er kommet til landet i 1900-tallet. Men som det har været tilfældet gennem hele kristenhedens historie har vækst og missionsvirksomhed været to forbundne størrelser. Væksten i den sydkoreanske kirke har således medført aktiv og levende missionsvirksomhed. Ikke mindre ende 17.000 missionærer har sydkoreanske kirker sendt ud for at bringe det kristne budskab ud til andre folkeslag. En gruppe på 23 unge entusiastiske kristne sydkoreanere – fem mænd og atten kvinder – dristede sig midt på sommeren på en 10-dages missionsrejse til det muslimske Afghanistan, først og fremmest for at udføre hjælpe- og missionsarbejde. Måske kan man kalde deres færd både dumdristig og naiv. Deres missionsrejse fik i hvert fald en brat afslutning, idet alle de 23 sydkoreanere forsvandt i Ghazneprovinsen den 19. juli. De var blevet taget til fange af folk fra Taliban. Den ultra-islamiske bevægelse lagde ikke skjul på, at der var tale om en gidseltagning, som den havde til hensigt at udnytte på mest fordelagtigt. Talibanernes krav over for Afghanistans regering lød på, at den inden en fastsat tid skulle løslade et tilsvarende antal Taliban-fanger. Da dette krav ikke blev efterkommet, skød og dræbte talibanerne sidst i juli to af de mandlige sydkoreanere; deres lig blev fundet i nærheden af byen Ghazni. Selv om man fra amerikansk side pønsede på at befri gidslerne ved en militær aktion, var regeringen i Sydkorea af en anden mening. Her mente man nemlig, at ”det er værd at være fleksibel for at redde dyrebare liv”. Ud fra den betragtning gik den sydkoreanske regering med til at trække 200 sydkoreanske ingeniørtropper ud af Afghanistan. Disse tropper stod alligevel for at skulle hjemkaldes; hvis derfor gidslernes liv kunne reddes ved at fremme denne hjemkaldelse og derved tilfredsstille Taliban-folkene, ville målet være nået. Som en forløber for alle gidslernes frigivelse var i mellemtiden tre kvindelige gidsler blevet frigivet og overgivet til afghanske stammeledere. Efter at Sydkorea havde hjemkaldt sine 200 ingeniørtropper, var der også åbnet vej for, at de sidste gidsler bliver udleveret. Efterfølgende har der verseret rygter om, hvorvidt Sydkorea ud over hjemsendelsen af sine soldater også havde betalt en større løsesum til talibanerne for at få sine landsmænd hjem i god behold. Selv om det er både er beklageligt og farligt, overhovedet at forhandle med gidseltagere, og at det kan blive nødvendigt at efterkomme gidseltageres krav, må det i spørgsmålet om menneskeliv være op til de aktuelle forhandlere at afgøre, hvor langt de vil risikere at gå. Om Sydkorea ud over at trække sine 200 soldater hjem har punget ud med et eller andet millionbeløb, må det være Sydkoreas sag. Det har i hvert fald undret mig, at Danmarks udenrigsminister har fundet det passende at blande sig i den aktuelle gidselaffære. Hvis danske udsendinge havde været i en tilsvarende situation, vover jeg helst at tro, at Per Stig Møller ikke ville lade dem i stikken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...