Spørgsmålsstorm om Hegedalen

Golfbane og parcelhuse i den fredede Hegedal bekymrer lokale borgere, der tog med Danmarks Naturfredningsforening på vandretur i området

HOBRO:Smuk natur, bekymrede miner og især spørgsmål fra lokale dominerede billedet, da Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Hobro arrangerede vandretur i det naturfredede Hegedalsområde i går eftermiddags. Men det var nu hverken nye parcelhuse eller den nye golfbane, men derimod en gråsprængt himmel og en blid støvregn, der tiltrak sig størst opmærksomhed til at starte med. - Det var da et forbavsende godt fremmøde i sådan et vejr. Opløftende, udbrød en herre i en gul, vandtæt regnhabit. - Ja, det er nok emnet, der trækker, supplerede en dame i grønne gummistøvler. Og den betragtning var ikke helt forkert. Med mere end 20 lokale i Helly Hansen-regnfrakker, paraplyer og goretex-støvler var der nærmest udstyr nok til at åbne en outdoor-forretning blandt naturelskerne. De var alle mødt frem for at høre lokalkomitéens formand, Kaj Edlund, og næstformand, Kaj Nissen, fortælle om det fredede områdes vilkår, når for eksempel golfbaner og parcelhusbyggeri trænger sig på. - Det går mere og mere udover naturen, indledte Kaj Edlund vandreturen. Og så var tonen ligesom slået an. Svar på spørgsmål Turen startede på p-pladsen ved Sildehagen, og herfra gik den regntøjs-klædte forsamling ud i Hegedalen. Først forbi en udkigspost med udsigt udover Mariager Fjord, derefter et opgravet område hvor et parcelhuskvarter er ved at tage form. - Vi sætter især fokus på den bynære natur, som man kan komme til på cykel i løbet af 10 minutter, forklarede Kaj Edlund. Han beklagede, at der var givet dispensation til at bygge parcelhuse i det fredede område. Men formanden forklarede samtidig de modstridende interesser, og at Hobro på den anden side gerne skulle være en attraktiv by for tilflyttere ved at kommunen kunne udstykke området. - Vi risikerer bare, at der om 30 år igen er brug for et godt sted til nye tilflyttere. Og så tager man også den bid. Det er sådan en slags salamitaktik, påpegede han. Og så sjoskede forsamlingen videre, og de to repræsentanter fra Naturfredningsforeningen svarede på nogle af de mange, mange spørgsmål, som folk var kommet for at få svar på. - Hvis noget er fredet, kan man så ophæve fredningen?, spurgte Sonja Guldstrøm for eksempel. Kaj Edlund og Kaj Nissen forklarede, at det er op til Fredningsnævnet, som kan sige nej, hvis nogen vil have dispensation til at bygge i et fredet område. Danmarks Naturfredningsforening kan ikke selv beslutte noget, men foreningen kan appellere og opfordre for at påvirke beslutningen. Sonja Guldstrøm var i sig selv et godt eksempel på, hvad der fik mere end 20 mennesker til at trodse regn og blæst. - Jeg er mødt frem for at se, hvad der sker rundt omkring. Og jeg vil høre, hvad man selv kan gøre, hvis man synes, noget er forkert, forklarede Sonja Guldstrøm fra Hørby Kirkeby. - Jeg er bange for, at det bliver pengene, der bestemmer. Hvis der ikke er nogen, der kæmper, så sker det bare langsomt, mente hun. Debat om golf Især debatten om den planlagte golfbane mellem Hegedal og Bramslev Bakker optog de fremmødte, deriblandt Vilhelm Christiansen fra Stenild. - Man kan jo finde et område, hvor det ikke generer naturen her. Jeg har ikke noget imod golf, men for mig at se, kan det være ligegyldigt, hvor man svinger køllen. Og det er et specielt område, som vi skal bevare, mente Vilhelm Christiansen. I sommer har han har flere gange gået i området og nydt naturen. Nu har han meldt sig ind i Danmarks Naturfredningsforening på grund af planerne om en ny golfbane. Og han er ikke den eneste, som Naturfredningsforeningen har hørt fra. - Vi har fået flere henvendelser fra folk, der synes, det er for farligt med boldene ude på vejen, fortalte Kaj Edlund. Han beroligede samtidig de nervøse med, at reglerne siger, at det skal være forsvarligt at færdes på veje og stier omkring en golfbane. Og dét kæmper foreningen for nu, for direkte at hindre banen kan den ikke, mener Kaj Edlund. - Jeg tror, den bliver til noget. Der er så stærke kræfter bag, så vi skal gøre, at det bliver så naturvenligt som muligt plus sikre folk adgang til området, sagde han. - Der er både plusser og minusser, så det er ikke enkelt. På nej-siden er det jo et enestående naturområde, som vi vil bevare. På den anden side, forklarede han, kommer folk ud i naturen ved at spille golf, og så begrænser det den gødningsmængde, der bliver ledt ud i fjorden fra landbruget, hvis der bliver anlagt en golfbane, hvor der i dag er majs-marker. Golfbanen er ikke endeligt vedtaget, men kommer i offentlig høring i løbet af nogle uger.