Sporene fra 1991 skræmmer

Regeringen har travlt med at vise, at den står fast på stram udlændingepolitik. Jokeren er folkets stemme

Irakiske asylansøgere har søgt ly i Brorsons Kirke i København. Hasan (tv) Shalaw (th) havde madrasser med til at ligge på. Arkivfoto: Casper Christoffersen/Scanpix

Irakiske asylansøgere har søgt ly i Brorsons Kirke i København. Hasan (tv) Shalaw (th) havde madrasser med til at ligge på. Arkivfoto: Casper Christoffersen/Scanpix

KØBENHAVN:Den Københavnske Brorson Kirke danner i disse dage kulisserne om et nyt drama i den danske udlændingedebat - eller skulle man kalde det mimespil, for man taler godt nok ikke meget om det i visse politiske fløje på Christiansborg. I øjeblikket har man i regeringens top travlt med at fortælle, at sagen slet ikke har politisk karakter, for loven er jo klar. Derimod er det Flygtningenævnet, der skal redde trådene ud. I oppositionen har man benyttet tomrummet til for en gangs skyld at stille spørgsmålstegn ved regeringens linje i udlændingedebatten. Det skete, da både SF og Socialdemokraterne i tirsdags krævede, at de 282 afviste irakeres sager blev genåbnet. Måske gik tankerne tilbage til 1991, da en gruppe palæstinensere besatte Blågårds Kirke i protest mod deres hjemsendelse. Efter fem måneders besættelse lykkedes det for et flertal uden om den borgerlige regering at få en særlov igennem - den såkaldte palæstinenserlov - der sikrede opholdstilladelse til 321 afviste statsløse palæstinensere. Den gang var det folkestemningen, der gjorde udslaget. Meget har ændret sig I så fald tog især Socialdemokraterne fejl af folkestemningen denne gang, for meget har tilsyneladende ændret sig de seneste 18 år. En meningsmåling dagen efter oppositionens krav viste nemlig, at to ud af tre danskere rent faktisk mener, at irakerne skal rejse hjem. Netop den folkelige anerkendelse af regeringens linje har sendt fløjene stort set tavse i hvert sit ringhjørne på Christiansborg i erkendelse af, at det meget vel kan det bliver en politisk balanceakt at komme helskindet igennem denne sag. Et godt spørgsmål er, om især Socialdemokraterne kan holde stand med det humane synspunkt på grund af deres evige frygt for at sende vælgerne lige i armene på Dansk Folkeparti. Et lige så godt spørgsmål er, om De Konservative vedblivende kan vende ryggen til de irakiske familier i Brorsons Kirke. De har før været fortalere for mere humane og anstændige vilkår for de afviste irakere i flygtningelejrene - og i særdeleshed børnene. Og det synspunkt har de fået opbakning til i "den bløde fløj" i Venstre. Det går måske endda, så længe irakerne sidder trygt i menighedsrådssalen under kirkerummet og får diner transportable af de lokale restauranter på Nørrebro. Men det afgørende spørgsmål er nok, hvad der sker den dag, myndighederne eller politiet rykker ind, og de begynder at eskortere irakiske familier med bedstefar og baby ud af kirken for at sende dem til Irak med tvang - og medierne så sikkert som amen i kirken vil være på pletten. Her kan folkestemningen jo vise sig at være en illoyal størrelse.