Sport til Swift

Suzuki Swift er velkørende lille sag, der designmæssigt er en lille knaldperle. Den heftigste med 102 hk er dog ikke sindsoprivende og der skal sparkes godt til bilen, før den for alvor kommer ud af røret. Til dem, der hidtil har savnet lidt mere power, kommer der nu en redning i form af en sportsversion. Den skulle eftertrykkeligt råde bod på de lidt pauvre præstationer. Bilen får en 1,6 liters motor, der skulle kunne få nålen til at runde de 200 km/t inden det sjove stopper og kræfterne rækker til en 0-100 km/t dyst på 8,9 sek. Ifølge Suzuki importøren i Danmark har man ikke bare klemt en stor motor i bilen. Den er afstemt nøjagtig til de øgede præstationer og har blandt andet fået strammere undervogn og en såkaldt close ratio gearkasse. Altså at gearene ligger tættere end normalt. Til gengæld er den nok ikke til den sportslige familiefar idet den kun kommer til Danmark i tredørs versionen. Prisen skulle blive overkommelige 200.000 kroner.