15-årig høg viser høj klasse: - Noget stort i vente for ham
Mads Klyvø har vist, at han rummer et enormt potentiale efter blot et par kampe for Frederikshavn White Hawks

15-årige Mads Klyvø har givet prøver på sit enorme talent i de seneste kampe for White Hawks. Foto: Henrik Bo
FREDERIKSHAVN:Hvis alt går som håbet og planlagt for 15-årige Mads Klyvø, vil de lokale White Hawks-fans om nogle år sidde og huske tilbage på, da de fik en smagsprøve på hans enorme talent, inden han rejste til Sverige for at fortsætte sin udvikling.
Mads Klyvø har nemlig vist, at han besidder et enormt talent, og den både teknisk sublime og skøjtestærke forward var med til at få stemningen helt op at ringe i fredagens sejr over Herning.
- Det var virkelig fedt. Der var jo sindssygt god stemning herinde, så derfor var det også bare sjovt at få en masse spilletid, siger Mads Klyvø.
Han har trods sine blot 15 år angrebet de første seniorkampe med en uimponeret attitude.
- Jeg skal da vænne mig til niveauet. Det er lidt mere taktisk ende jeg har været vant til, og så går det hurtigere. Men det er fedt at spille med nogen, der er så meget bedre, siger Mads Klyvø, der har vist prøver på et enormt talent. Blandt andet fremtvang han et straffeslag efter en solotur.
- Jeg spillede en rimelig god kamp, men jeg ville gerne have scoret på min friløber, konstaterer stortalentet.
Efter denne sæson rejser Mads Klyvø en tur med Stena Line til Gøteborg, hvor han bliver en del af Frölundas akademi. Dermed bliver han en del af et verdens bedste talentprogrammer.
- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg har været derover og møde gutterne. Niveauet er megahøjt. Det er en virkelig god organisation. Det er perfekt for mig, at jeg får de her seniorkampe som springbræt, siger Mads Klyvø, der får ros fra en af de mest rutinerede spillere i White Hawks-truppen.
- Det er fantastisk at se, hvad han er i stand til som 15-årig. Hvis han fortsætter sin udvikling, så er der slet ingen tvivl om, at vi har noget stort i vente fra ham. Han er virkelig talentfuld, siger Tadeas Galansky.
Det store spørgsmål er, hvor mange flere kampe Mads Klyvø får i White Hawks-trøjen?
- Serien er helt åben Jeg tror vi har en god chanc for at gå videre. Hvis vi kan tage til Herning og spile med samme disciplin, så ser det godt ud, siger Mads Klyvø.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.