Sport

45, fit og fantastisk spillende: Legende giver konkurrenter tørt på

Lørdag har budt på mange sjove, skæve og store oplevelser til DM-ugen, som har sit epicenter på Honnørkajen i Aalborg

Beachvolley var en yderst populær disciplin blandt de mange tusinde tilskuere, der lagde vejen forbi Honnørkajen.
Beachvolley var en yderst populær disciplin blandt de mange tusinde tilskuere, der lagde vejen forbi Honnørkajen. Foto: Torben Hansen

Opdateret 25. juni 2023 kl. 21:43

AALBORG: DM-ugen i Aalborg byder på en lang række unikke danske atleter, som i hver sin disciplin kan få lov at vise evnerne frem foran et talstærkt publikum. Særligt konkurrencerne på Honnørkajen i Aalborg har fået stor opmærksomhed fra de mange tusinde tilskuere, der har lagt vejen forbi.

Her kunne man lørdag opleve et bredt udsnit af forskellige atleter i kamp for DM-medaljer. Blandt andet kunne man se den ukronede dronning af dansk beachvolley. 

- Jeg spiller mod nogen, hvor jeg har spillet sammen med deres forældre. Det er ret vildt, og det er meget sjovt.

Ordene kommer fra Pia Hove - en levende legende på sit felt. Pia Hove blev optaget i dansk volleyballs Hall of Fame i 2014. Hun er imidlertid stadig aktiv. Ikke på den klassiske volleyballbane, men hun gør sig stadig på den danske beachvolley-tour, og det gør hun godt.

Det er ikke høfligt at spørge en dame om hendes alder, og hvis du ikke vidste det, ville du aldrig gætte på, at Pia Hove har fejret 45 års fødselsdag. 

Hun bevæger sig nemlig rundt på en beachvolleybane med en power og akkuratesse, som få andre i dette land.  Lørdag var hun i aktion til DM-ugen. Danmarks største sandkasse dannede rammen om de meget tilskuervenlige beachvolleykampe. 

Pia Hove har været med i en halv menneskealder, men hun er stadig en af landets bedste beachvolleyspillere. Foto: Torben Hansen

Pia Hove stiller op som forsvarende dansk mester sammen med makkeren Charlotte Krøyer, og det er tydeligt, at de to rutinerede kvinder stadig nyder at tonse rundt i sandet og forsøge at udmanøvrere modstanderne. 

- Først og fremmest synes jeg, at det er mega sjovt at spille beachvolley, og så er det fedt at komme ud at spille med spillere, der har været med på touren i 20-25 år. Jeg møder alle de gamle, og jeg lærer en masse nye unge mennesker at kende. Det er lidt en stor familie, siger Pia Hove.

Det siger sig selv, at hun har været med i en halv menneskealder. På spørgsmålet om, hvor længe hun har været en del af den danske beachvolley-elite, så bryder hun ud i et grin.

- Uh det vil jeg næsten ikke sige. Jeg har vel spillet beachvolley i 25 år, så jeg har næsten været med fra start. Jeg tror, jeg var med fra det tredje DM.

Hun har stort set været med fra dengang tilbage i 90erne, da Sunkist var hovedsponsor til de danske beachvolleystævner. I dag er det et andet sodavandsmærke, der pryder spillertøjet, men ligesom i 90erne er Pia Hove en af de bedste spillere. 

Efter tre hårde sæt kunne Pia Hove og makker Charlotte Krøyer booke plads i søndagens semifinale. Som den vindende part i kvartfinalen fik parret lov til at rive banen, så den var nogenlunde plan, inden næste kamp skulle sættes i gang. for Pia Hove var der ikke antydninger af træthed, da en tæt kvartfinale skulle afgøres. den form for fysisk overskud kommer ikke af sig selv.

DM-ugen nåede lørdag højdepunktet med et væld af konkurrencer på Honnørkajen i Aalborg.  Foto: Torben Hansen

- Det kræver selvfølgelig en del. Vi har trænet hele vinteren i sand, så vi er vant til det. Heldigvis er det ikke ligeså hårdt for kroppen, som hvis du spiller indendørs, hvor man lander på et hårdt gulv. I forhold til at få skader er det ikke så slemt at spille beachvolley, siger Pia Hove.

På trods af utallige titler og over 100 landskampe, så kan rammerne ved DM-ugen i Aalborg sagtens imponere en legende som Pia Hove. 

- Det er første gang, at beachvolley er med, og det er helt vildt at få lov til at prøve at spille her på kajen. Det er sjovt, at vi kan stå her og se funktionel fitness, som jeg i øvrigt ikke vidste fandtes, lige ved siden af, hvor vi spiller. Det er virkelig sjovt. 

DM-ugen nåede lørdag højdepunktet med et væld af konkurrencer på Honnørkajen i Aalborg. Aalborg 24. Juni 2023 Foto: Torben Hansen

Der var virkelig mange mennesker forbi Honnørkajen, hvor et bredt udsnit af dansk eliteidræt var linet op. 

Blandt andet var der bueskydning, stangspring, vægtløftning, funktionel fitness og highdiving på programmet.  

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden