AaB afværgede fiaskoen

Superligabundproppen Helsingør var få minutter fra at sende aalborgenserne ud af DBU Pokalen

Claus Jensen
Foto: Claus Søndberg
AaB 6. december 2017 19:46 - Opdateret 6. december 2017 23:25

FODBOLD: Ottendedelsfinalerne var meget tæt på at blive endestation for AaB i denne sæsons pokalturnering. Agterlanternen i Alka Superligaen, FC Helsingør, var frem til det 89. minut foran 0-1 på Aalborg Portland Park.

Indtil da havde kampen været en miserabel opvisning i fejl fra begge hold - inklusive fra AaB’s Jores Okore, der med et selvmål efter 19 minutter bragte gæsterne foran.

Stadionuret skulle netop til at runde de 90 minutter, da indskiftede Yann Rolim sparkede en nedfaldsbold efter et hjørne i nettet. Fra kanten af feltet hamrede brasilianeren kuglen fladt ind mellem venner og fjender.

Så lignede det forlænget spilletid, men Edison Flores ville det anderledes. Han sparker på fornem vis en ny returbold følt ind i det fjerneste målhjørne til 2-1 til stor jubel for de 3082 tilskuere på Aalborg Portland.

Det udfald var svært at forudse, for generelt fik AaB ikke kombinationsspillet til at flyde og diskede op med den ene fejlaflevering efter den anden. Samtidig virkede det som om, at nogle spillere ikke var villige til at investere de fornødne ekstra procent i nærkampene.

Skud fra distancen, spidse vinkler og lige ved og næsten var som regel udfaldet. FC Helsingør spillede en fornuftig defensiv kamp, men derudover var det nu heller ikke fordi, at gæsterne spillede synderligt godt.

AaB var trods alt bedst i de sidste 45 minutter, hvor Yann Rolim kom ind og fik sat lidt fut i offensiven. Derfor var det ikke overraskende, at comebacket blev tændt af ham.

AaB er med i hatten, når der senere onsdag trækkes lod til kvartfinalerne i DBU Pokalen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...