AaB

AaB-anfører er klar til comeback, men en anden profil er tvivlsom

Lucas Andersen melder sig klar til fredagens kamp i Vejle, men to andre spillere er blevet skadede

Efter mere end fem måneders skadespause er Lucas Andersen kampklar igen. Arkivfoto: Henrik Bo

Efter mere end fem måneders skadespause er Lucas Andersen kampklar igen. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Efter mere end fire måneders skadespause tyder meget på, at Lucas Andersen fredag får comeback for AaB.

Anføreren har været med på træningsbanen de seneste uger, og nu er han stærkt inde i billedet til at blive udtaget til truppen til fredagens udekamp i 3F Superligaens kvalifikationsspil mod Vejle Boldklub.

- Planen er, at jeg skal tale med lægestaben og Lucas nu og så tage en beslutning efter det, men han har trænet godt og arbejdet hårdt på at blive klar til kampen i Vejle. Jeg er meget positiv over det, jeg har set fra ham, så jeg vil sige, at han har gode chancer for at komme med i truppen, men det er jo ikke kun min beslutning, siger Martí Cifuentes.

Det bliver dog ikke Lucas Andersen selv, der sætter en stopper for en udtagelse.

- Jeg har arbejdet utroligt hårdt for at være klar til i morgen, og alt føles godt, så hvis Martí vurderer, at jeg er kampklar, står jeg der, og det glæder jeg mig sindssygt meget til, siger Lucas Andersen.

Til gengæld er der også dårligt nyt for AaB. Hverken målmand Jacob Rinne eller forsvarsspilleren Daniel Granli deltog i torsdagens træning.

- Rinne slog skulderen i det første minut af kampen mod Lyngby i mandags og har haft smerter siden. Derfor har lægestaben arbejdet med ham de sidste dage. Han er tvivlsom til kampen i morgen, men vi må se, hvordan det udvikler sig de næste 24 timer.

- Vi har ikke taget en beslutning endnu. Han vil selvfølgelig gerne selv spille, og han havde en rigtig god kamp i Lyngby, så vi håber også, at han bliver klar, men ellers har vi to andre fantastiske målmænd i Hansen og Theo (Andreas Hansen og Theo Sander, red.).

- Granli har et problem med læggen, så han er også tvivlsom. Jeg vil sige, at han får sværere ved at nå at blive klar end Rinne, så det er ikke så sandsynligt, at han er med i truppen, siger Martí Cifuentes.

AaB er med sikkerhed uden Oscar Hiljemark, der fortsat er skadet.

AaB's trup mod Vejle

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Martin Samuelsen, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 30 Rufo, 35 Marcus Hannesbo, Theo Sander.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.