AaB-angriber fik gåsehud: Det gør en kæmpe forskel
Tim Prica fik sig en tiltrængt succesoplevelse, da superligaholdet onsdag aften kunne dele den opadgående kurve med fansene
FODBOLD: Forventningerne var skruet skyhøjt op, da AaB i sommer hentede angriberen Tim Prica i Malmö FF. Den 18-årige svensker har dog fået en svær start i superligaklubben, men nu lysner det måske.
Onsdag aften pressede Tim Prica først en OB-spiller til at lave selvmål, og siden hamrede svenskeren holdets tredje mål op i nettaget i 3-2-sejren.
Det var blot hans anden officielle scoring i AaB-regi, efter at han åbnede kontoen ude mod FC Nordsjælland for halvanden måneden siden.
- Det vigtigste var, at vi vandt, men det var selvfølgelig fedt at få scoret. Ikke mindst på en aften, hvor vores fans var tilbage. Selvom der langt fra var fyldt på stadion, så kunne man virkelig mærke deres støtte, og den gjorde en kæmpe forskel. Det var lige til at få gåsehud af, forklarer Tim Prica.
3-2 lyder som en tæt kamp, men AaB burde have vundet klarere. OB scorede begge deres reduceringsmål efter hjørnespark, og her kunne Tim Prica ikke sige sig fri for at spille en rolle.
- De fik to ret billige mål, og det ene af dem må jeg tage på min kappe, for jeg fik ikke sparket bolden ud af farezonen. Men det vigtigste var, at vi vandt, for de tre point gør, at vores situation i tabellen ser god ud, siger angriberen.
Han mener i øvrigt, at han kan spille meget bedre, end han gjorde mod OB onsdag.
- Tingene kommer ikke af sig selv og jeg skal ikke stille mig tilfreds, selvom jeg scorede. Jeg har nok ikke leveret helt godt nok alle de gange, jeg har fået chancen, men det vigtigste er, at jeg bliver ved med at arbejde stenhårdt hver eneste dag, understreger Tim Prica.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.