AaB

AaB-assistent: Glad for, at vi ikke tabte

AaB havde svære betingelser i testkamp mod tyskere

Det var ikke kønt, men AaB undgik et nederlag mod Freiburg. Foto: Martin Damgård

Det var ikke kønt, men AaB undgik et nederlag mod Freiburg. Foto: Martin Damgård

FODBOLD:Det endte uafgjort 1-1, da AaB onsdag eftermiddag spillede testkamp over 4x30 minutter mod tyske Freiburgs U23-mandskab på Estadio Municipal Linea.

Kampen blev dog aldrig udpræget køn - hertil var forholdende ganske enkelt for vanskelige, da vinden over stadion føltes som en januardag i Hirtshals.

- Det var bestemt ikke en nem fodboldkamp. Vi må bare sige, at det ikke var kønt, men det kunne det nærmest heller ikke blive, for så snart bolden var mere end 10 centimeter over jorden, så blev den bare grebet af vinden, siger AaB's assisterende træner Lasse Stensgaard.

AaB havde eller især i den første halve time godt med muligheder, men skarpheden foran mål lod en del tilbage at ønske.

- Defensivt vil jeg sige, at vi kunne tage en masse med, for der fungerede de ting, som vi har arbejdet med. Det kan de jo godt, selvom både vinden og banen er svær. Men offensivt var det bestemt ikke prangende, siger han.

- Til gengæld er jeg virkelig glad for, at det ikke endte med et nederlag, for det synes jeg bestemt ikke, vi havde fortjent, siger Lasse Stensgaard.

AaB's eneste fuldtræffer kom bare fem minutter før tid, da højrebacken Kristoffer Pallesen helflugtede bolden ind fra kanten af feltet på en returbold efter et hjørnespark.

AaB sætter tidligt torsdag morgen kursen mod Danmark igen, og dermed er træningslejren slut for denne gang. Søndag venter en kamp mod Vendsyssel FF i Vrå.

- Vi har haft en rigtig god lejr, hvor vi har haft gode træninger. Vi har nået det, vi skulle, og mere til endda. Og nu fik vi også alle mand i kamp. Så jeg er rigtig godt tilfreds, siger Lasse Stensgaard.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.