AaB-debut var godkendt, men det bedste er i vente
Melker Widell føler, han har meget mere i sig, og det har AaB-fansene også, for opbakningen bliver formentlig tidoblet til svenskerens anden optræden

Melker Widell blev ikke noteret for mål eller assists i sin AaB-debut, men han kalder sin første optræden for nordjyderne for en godkendt start. Foto: Lars Pauli
AALBORG:Han blev kastet direkte ind i startopstillingen efter få dages træning med de nye holdkammerater, men AaB's nyeste indkøb fik alligevel vist sig frem i debuten.
Svenske Melker Widell hæfter sig først og fremmest ved, at han var en del af et hold, der løste dets opgave ved at vinde sæsonpremieren i 1. division med sikre 3-0 ude over B93.
- På den baggrund kan jeg kun være tilfreds med min debut, men jeg føler helt sikkert, at jeg har meget mere i mig, end jeg fik vist i lørdags, siger den 21-årige midtbanespiller.
- Det var dog stadig en fed følelse at spille kampen, for jeg kunne mærke, at vi allerede er nået langt som hold, og det var egentlig forholdsvist let for mig at glide ind i spillet, uddyber han.

Melker Widell spillede sig frem til to gode afslutningsmuligheder mod B93, men her manglede den sidste skarphed fra svenskeren. Foto: Lars Pauli
Melker Widell kom frem til et par fine afslutningsmuligheder mod B93 - blandt andet efter en situation, hvor han elegant vippede bolden over en forvirret forsvarsspiller. Desværre matchede hans afslutning ikke den kvalitet, der var i den første aktion.
- Det havde måske også været for godt til at være sandt, hvis jeg havde sparket den ind i min debut, siger Meler Widell med et smil.
Er i kampform
Han blev skiftet ud efter 67 minutters spil af premieren til fordel for Pedero Ferreira, men det var bestemt ikke, fordi svenskeren havde trætte ben.
- Jeg kommer jo direkte fra en god halvsæson i Sverige, så jeg er helt og aldeles i kampform. I første omgang var jeg bare glad for at få lov at starte inde mod B93, og så håber jeg selvfølgelig, at der venter en masse yderligere spilletid forude, lyder det fra svenskeren.

Melker Widell og AaB-spillerne havde opbakning fra 1000 fans på Østerbro Stadion, men lørdag får de et helt Aalborg Portland Park i ryggen. Foto: Lars Pauli
Han kan mærke, at både tempo, fysisk og taktik er et niveau højere i dansk fodbold, end han har været vant til i Sverige, hvor han optrådte for Landskrona BoIS i den næstbedste række.
- Det bekræfter mig bare i, at det her klubskifte er ideelt for min udvikling som fodboldspiller. Uden for banen virker Aalborg også som en by, der er let at holde af, så jeg glæder mig bare til fortsættelsen.
Melker Widell og AaB skal i aktion igen lørdag eftermiddag, hvor AC Horsens klokken 14 venter på et udsolgt Aalborg Portland Park.
- Jeg har jo kigget lidt video fra tidligere kampe på stadion (Aalborg Portland Park, red.), og jeg glæder mig helt vildt til at optræde foran vores mange hjemmefans for første gang. Der er mange gode hold i 1. division, men jeg har en god fornemmelse og tror, at vi kan fortsætte vores sejrsstime på lørdag, fastslår svenskeren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.