AaB

AaB-direktør gør status: Ikke tilfreds med hjemmebanen endnu

Thomas Bælum har siddet i direktør-stolen hos AaB siden august 2018. Han gør i den nyeste udgave af fodboldpodcasten Ripodsten status på, hvad der er gået godt, og hvad der er gået knap så godt

Thomas Bælum har siden august 2018 været adm. direktør hos superligaklubben AaB. Arkivfoto: Lars Pauli

Thomas Bælum har siden august 2018 været adm. direktør hos superligaklubben AaB. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG: Thomas Bælum kaldte det "et drømmejob", da han i sommeren 2018 blev præsenteret som ny administrerende direktør i AaB.

Når klubbens tidligere forsvarsspiller her ca. halvandet år senere skal gøre status på sin tid indtil videre som øverste chef for Nordjyllands største fodboldbutik, er det stadig med et smil på læben.

- Jobbet er ligeså udfordrende, hårdt, skørt og vidunderligt som jeg havde forestillet mig, konstaterer Thomas Bælum i den nyeste udgave af fodboldpodcasten Ripodsten.

Han har siden Allan Gaarde stoppede i oktober også varetaget rollen som sportsdirektør. Det har bestemt ikke gjort dagligdagen mindre travl for Thomas Bælum, der endnu ikke har fået sat kryds ud for alle de mål han havde, da han startede som adm. direktør.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi har fået lanceret "Nordkraften" og implementeret den. Der er 30 arbejdsspor og cirka 10 af dem, kan vi sætte flueben ud for og sige, at der er vi kommet langt. Jeg kunne godt tænke mig, at vi var kommet længere med de fysiske rammer på Aalborg Portland Park. Det har taget lang tid at få godkendelser til blandt andet at lave fanzonen. Vi har et fint sponsor set-up, men på de tre andre længer på stadion, er det gået for langsomt med at forbedre tingene, konstaterer Thomas Bælum, som i podcasten også forholder sig antallet af tilskuere til hjemmekampene.

Hobro IK's formand Lars Kühnel og NORDJYSKEs sportsredaktør Claus Jensen medvirker også i Ripodsten, hvor der blandt andet bliver set på opstarten i begge de nordjyske superligaklubber, og hvad der venter i de kommende måneder, hvor AaB kæmper for en plads i top 6, mens Hobro skal forsøge at redde eksistensen i landets bedste række.

Du kan finde Ripodsten på nordjyske.dk/lyt og de steder, hvor du ellers henter dine podcasts.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.