AaB'er forventer ikke, at han skal lejes ud igen

Jeppe Pedersen forlængede torsdag kontrakten med AaB, og han håber, at han kan få en endnu større rolle på holdet i foråret. Et nyt lejeophold er ikke umiddelbart på tale

Jeppe Pedersen har nu kontrakt med AaB indtil sommeren 2025. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Jeppe Pedersen har nu kontrakt med AaB indtil sommeren 2025. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Efter halvandet år med lejeophold i først Skive og siden Vendsyssel FF blev Jeppe Pedersen i sommer en del af superligatruppen i AaB.

Her har den 21-årige midtbanespiller fra Hirtshals gjort det så godt, at han torsdag fik forlænget sin kontrakt med AaB, så de to parter i stedet for udløb til sommer nu har papir på hinanden frem til sommeren 2025.

- Et af målene med mine lejeophold var jo at få noget spilletid og komme stærkere tilbage, for så vidste jeg, at der var en mulighed for at få forlænget. Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes, siger Jeppe Pedersen, der i efteråret fik spilletid i seks superligakampe og to pokalkampe.

- Jeg føler, at jeg har udviklet mig godt, og jeg har jo også fået mere spilletid end tidligere. Jeg er rigtig glad for at have fremtiden på plads allerede nu, så jeg ikke skal bruge for meget energi på at tænke på det, siger Jeppe Pedersen.

I AaB har fungerende sportschef Thomas Bælum tidligere slået fast, at nordjydernes trup i øjeblikket er for stor, men det bliver næppe Jeppe Pedersen, der går ud af døren, inden transfervinduet smækket i ved udgangen af januar. Han fortæller, at et nyt lejeophold ikke har været en del af dialogen om en ny kontrakt.

- Det har det ikke. Jeg ser mig blive her, og jeg glæder mig bare, til sæsonen går i gang, siger Jeppe Pedersen, der i stedet satser på at bide sig endnu mere fast på AaB's hold i foråret.

- Det er selvfølgelig mit mål, at jeg skal ind og spille endnu mere, så jeg kan hjælpe holdet så godt som muligt i det forår, der venter, siger Jeppe Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.