AaB

AaB'ers efterår kan være forbi: Her er skadesstatus inden Randers-kamp

To spillere deltog ikke i lørdagens træning

Daniel Granlis ankelskade er værre end forventet. Arkivfoto: Lars Pauli

Daniel Granlis ankelskade er værre end forventet. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Når AaB søndag tager imod Randers FC i 3F Superligaen, bliver det uden deltagelse af Daniel Granli.

Den norske forsvarsspiller pådrog sig en ankelskade i sidste søndags 2-0-sejr over FC Nordsjælland, og det kan blive hans sidste kamp i 2021.

- Det er desværre ikke godt nyt. Af de mulige scenarier ligner det worst case, så han er nok ude lidt længere tid end forventet.

- Han er med sikkerhed ude de næste par uger, og så må vi tage det lidt dag efter dag efter landskampsperioden og se, om han kan nå at blive klar til de sidste kampe inden vinterpausen, men det er muligt, at han først bliver klar til januar, siger AaB-træner Martí Cifuentes.

Foruden Daniel Granli og langtidsskadede Lucas Andersen var lørdagens træning også uden Frederik Børsting, der måtte træne for sig selv på sidelinjen.

- Han har haft lidt problemer med den nederste del af ryggen gennem ugen. Han gør sit bedste for at blive klar til i morgen, men han har stadig smerter. Han testes en sidste gang i morgen, og så træffer vi en beslutning efter det, men det er vel 50-50, om han bliver klar, siger Martí Cifuentes.

Til gengæld er der comeback til den spanske offensivspiller Rufo, der ikke har været i kamp, siden han blev knæskadet 24. juli i en kamp mod FC Midtjylland.

- Målet var, at han skulle kunne gennemføre en hel træningsuge med holdet med en god følelse, og det har han gjort i denne uge. Han vil være i truppen i morgen, og selv om han ikke kan spille en hel kamp, vil han kunne hjælpe os i den sidste del af kampen med nogle kvalitetsminutter, siger Martí Cifuentes.

Midtbanespilleren Pedro Ferreira, der gik glip af sidste weekends kamp, er også kampklar, mens Magnus Christensen til gengæld er ude med karantæne.

AaB's trup mod Randers FC

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 6 Pedro Ferreira, 7 Aleksandar Trajkovski, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 22 Andreas Hansen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 30 Rufo, 32 Casper Gedsted og 35 Marcus Hannesbo.

Søndagens hjemmekamp mod Randers er en direkte duel om tredjepladsen. Begge hold står noteret for 24 point.

- Jeg forventer en svær kamp, og jeg tror ikke, at det kommer til at påvirke Randers, at de spillede i torsdags (2-2 mod Jablonec i Conference League, red.). Det er et hold, der kender deres styrker og ved, hvordan de skal spille, og de har også et bredere hold i denne sæson, end de havde i sidste sæson.

- Alle sejre vil være et skridt fremad for os, men nogle sejre er vigtigere end andre, og en sådan vil det være i morgen. Drengene er rigtig opsatte på at komme ud og vise sig godt frem foran vores fans, og forhåbentlig kan de så hjælpe os det sidste stykke, som de har være gode til både på hjemme- og udebane i denne sæson, siger Martí Cifuentes.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.