AaB floppede totalt i premieren: Ydmyget af Randers

Ikke meget hang sammen for AaB, der søndag tabte et vigtigt skridt i jagten på slutspillet

Thomas Jasper
Foto: Hans Ravn
AaB 10. februar 2019 15:53 - Opdateret 11. februar 2019 06:43

FODBOLD: Selv ikke i sine værste mareridt har AaB-træner Jacob Friis næppe kunnet forestille sig den start på forårssæsonen, som hans hold fik søndag mod Randers FC.

AaB faldt helt igennem hjemme på Aalborg Portland Park og tabte 0-3 til kronjyderne, der er en direkte konkurrent i kampen om en plads i mesterskabsslutspillet i Superligaen.

AaB kom helt skævt fra start i første halvleg, hvor Randers var klart bedst.

Allerede i kampens tredje minut var gæsterne tæt på føringen, men tæt under mål styrede André Rømer akkurat bolden forbi mål.

To minutter senere fik Randers en ny god mulighed, da Saba Lobjanidze gled igennem i AaB's venstre forsvarsside. Hans indlæg fandt Kevin Conboy, der dog måtte se sit forsøg blive reddet af AaB-målmand Jacob Rinne.

Det var kun et uskarpt Randers-hold, der holdt AaB fra allerede i første halvleg at få en rædselsstar på foråret, og efter 11 minutter misbrugte gæsterne endnu en stor chance, da Benjamin Stokke flugtede bolden i jorden og forbi mål i en ellers god skudposition.

Efter 28 minutters spil var den gal igen foran AaB-målet, og denne gang burde Randers have fået chancen fra straffesparkspletten. Magnus Christensen kom for sent i en duel med Marvin Egho, der blev nedlagt, men Randers' kraftige appeller for straffespark var forgæves.

AaB's eneste målchance i første halvleg fik Tom van Weert, da han headede et indlæg fra Philipp Ochs forbi mål, og det kunne ikke ændre indtrykket af et AaB-hold, der hele første halvleg var helt ved siden af sig selv.

Bedst personificeret ved Rasmus Würtz. Anføreren satte ikke mange fødder rigtigt i første halvleg, og kort før pausen var hans tilbagelægning lige ved at give Randers en friløber, men målmand Jacob Rinne kom sin anfører til undsætning, så AaB trods en meget sløj indsats kunne gå til pause med 0-0.

Pause uden effekt

Pausen ændrede dog ikke umiddelbart på, at Randers var klart dominerende. Gæsterne fik anden halvlegs første gode mulighed efter et boldtab fra Jakob Blåbjerg serverede en god mulighed til Saba Lobjanidze, men endnu engang blev AaB reddet af Jacob Rinne i målet. Svenskeren diskede op med en flot redning i nærmeste målhjørne.

Kort efter var AaB i stedet tæt på en ganske ufortjent føring, men Philipp Ochs frisparksforsøg fra kanten af feltet blev afværget af Randers-målmand Patrik Carlgren.

Derefter fulgte en periode, hvor AaB vågnede en smule op til dåd, men hjemmeholdet kom eftertrykkeligt ned på jorden igen efter en lille times spil, da Randers tog den velfortjente føring.

Bolden dumpede ned for fødderne af Mikkel Kallesøe på kanten af feltet, og med et fladt og velplaceret spark måtte Jacob Rinne denne gang sande, at han var chanceløs.

Thomas Jasper
Foto: Hans Ravn

Efter 65 minutters spil blev ondt værre for AaB. Benjamin Stokke vandt en hovedstødsduel over Kasper Pedersen og dirigerede bolden ind i feltet, hvor Saba Lobjanidze sneg sig foran en uopmærksom Philipp Ochs, og så kunne georgieren let lægge bolden i mål til 2-0 til Randers.

Alt, der kunne gå galt, gik galt for AaB søndag eftermiddag, og efter 72 minutters spil blev ydmygelsen total. Målmand Jacob Rinne, der ellers havde været sit holds bedste mand, sendte et udspark ud i fødderne på Mikkel Kallesøe, der nærmest fra midten af banen sendte bolden i en blød bue over Rinne og i mål til 3-0.

Den spektakulære scoring blev det sidste søm i AaB's kiste på en dag, hvor al vinterens opsparede optimisme forsvandt ganske pludseligt.

Tema: AaB

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...