AaB

AaB har en plan: Sådan skal holdet blive klar til 1. division

Superliganedrykkerne har tre testkampe og en træningslejr på programmet denne sommer

Oscar Hiljemark tager truppen med til Tyskland i sæsonoptakten.
Oscar Hiljemark tager truppen med til Tyskland i sæsonoptakten. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 19:46

AALBORG: Allerede onsdag 21. juni melder den nye hverdag sig for fodboldspillerne i AaB. Her kalder cheftræner Oscar Hiljemark nemlig til første træningsdag frem mod sæsonpremieren i 1. division (NordicBet Ligaen).

Herefter har svenskeren godt fire uger til at få gjort superliganedrykkerne klar til at lægge arm med Danmarks næstbedste række. 

Det bliver uden analytiker Lukas Babalola i trænerteamet. Han sad i foråret med på bænken i Superligaen, men slutter sig nu til den tidligere AaB-træner Lars Friis i Sparta Prags trænerteam i Tjekkiet. 

Da Rasmus Würtz fremadrettet skal have fokus på sit arbejde som transitionstræner, efterlader det flere spørgsmålstegn omkring assistentposten.

Det har dog ikke været muligt at få et interview med aalborgensernes sportsdirektør, Ole Jan Kappmeier, om planerne for trænerteamet.

Tager til Tyskland

AaB's sæsonforberedelser inkluderer tre testkampe, hvor den første er programsat til fredag 30. juni mod de nye divisionskolleger fra Vendsyssel FF. 

Den anden testkamp er mod superligaholdet FC Midtjylland 7. juli i Ikast, mens modstanderen i den tredje og sidste forberedelseskamp endnu er ukendt.

AaB's sæsonforberedelser
  • Onsdag 21. juni: Træningsstart
  • Fredag 30. juni: Træningskamp hjemme mod Vendsyssel FF klokken 13
  • Fredag 7. juli: Testkamp mod FC Midtjylland i Ikast
  • Onsdag 12. til søndag 16. juli: Træningslejr i Hamburg ink. testkamp mod unavngiven modstander
  • 20./21./22./23. juli: Første runde i NordicBet Ligaen (1. division)

Det bliver dog sandsynligvis et tysk hold, der skal agere sparringspartner, for AaB er fra 12. til 16. juli på træningslejr i Tyskland, hvor traditionsklubben Hamburger SV er vært.

Første runde i NordicBet Ligaen er programsat omkring weekenden 21. og 22. juli. Modstander og det præcise kamptidspunkt bliver dog først offentliggjort i uge 25, når den igangværende 2. division er afsluttet.

Det ligger fast, at Kolding IF rykker op og bliver en af AaB's modstandere i den kommende sæson, mens B93 er et skridt foran Esbjerg i kampen om den sidste oprykningsbillet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden