AaB

AaB har ikke travlt med at opgradere talenter til superligaspillere

Sportschef Inge André Olsen har flere navne i kikkerten, men foretrækker en flydende grænse mellem superliga- og talentafdeling

Nordjyske livestreamer lørdag AaB's U19-hold i aktion mod Silkeborg. Arkivfoto: Lars Pauli

Nordjyske livestreamer lørdag AaB's U19-hold i aktion mod Silkeborg. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Endnu har AaB ikke meldt ud, om de efter sommerferien rykker spillere fra klubbens U19-mandskab op som en fast del af superligatruppen.

Ifølge sportschef Inge André Olsen er der endnu ikke truffet en beslutning på det område, og det har man heller ikke travlt med at gøre.

- De spillere, der er unge nok til at kunne spille på flere niveauer, skal altid spille det sted, der er bedst for vedkommendes udvikling. Derfor giver det ikke nødvendigvis mening at melde ud, at det og det navn nu bliver superligaspiller.

- Det vil ofte være hensigtsmæssigt, at vi rykker en spiller op for at træne med superligaholdet i nogle uger, så vejen op til førsteholdet ikke bliver for lang. Når vedkommende har vænnet sig til niveauet, kan det sagtens være, at det derefter er bedst, hvis han rykker tilbage til U19-holdet og får den succesoplevelse at være bedst af alle der.

- Det er i vores øjne den mest hensigtsmæssige måde at gøre tingene på, forklarer AaB-chefen.

Den omtalte elevator-strategi gælder også for den unge angriber Anosike Ementa, som AaB i vinter hentede i FC Helsingør.

- Han startede jo fint op med U19, men så blev han skadet og måtte opereres. Nu har han siddet ude i to måneder på den bekostning, og derfor ville det være naturligt, at han starter op hos U19 efter sommerferien. Så må vi se, hvordan det går derfra, siger Inge André Olsen.

Højrebacken Casper Gedsted har på det seneste trænet med på superligaholdet, og han var med i truppen mod OB for nylig - uden dog at komme på banen.

- Han er klart en af de spillere, der ligger i pibelinen til at tage det næste skridt op til Superligaen, men vi har flere navne fra vores ungdomsafdeling på den liste, fastslår sportschefen.

Du kan se AaB’s talenter i aktion, når superligaklubbens U19-mandskab kl. 13.00 i dag møder Silkeborg.

Nordjyske.dk livestreamer opgøret med Simon Ydesen og Lasse Stensgaard som kommentatorer. Kampen er unikt indhold for Nordjyskes abonnenter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.