AaB

AaB har ny trøjesponsor på plads – indgår den største aftale i klubbens historie

Aftalen med italienske Macron løber i seks år

Tim Prica og de andre AaB-spillere skal fra næste sæson spille i tøj fra Macron.

Tim Prica og de andre AaB-spillere skal fra næste sæson spille i tøj fra Macron.

Når sæsonen 2020/2021 går på hæld, betyder det samtidig et farvel til hummel som AaB-trøjesponsor. Fra næste sæson er det i stedet italienske Macron, der producerer de rødhvide trøjer.

Det skriver AaB på klubbens hjemmeside.

- Vi har mærket stor interesse for at blive beklædningspartner i AaB, og efter en grundig og månedlang proces var det klart for os, at Macron er den partner der fremover bedst kan opfylde vores krav i forhold til vores mange fans. Macron leverer høj kvalitet, flot design og tilbyder en palette af muligheder for at skabe unikt merchandise, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

Fodboldtrøjer og Macron er ikke et ukendt samarbejde. Allerede nu sponsorerer mærket flere internationale klubber, hvor mærkets hjemby, Bologna, er et af dem. Der kan også nævnes italienske Lazio, franske Nice, portugisiske Sporting Lissabon og engelske Nottingham Forest.

For AaB er det en aftale, som skaber genlyd i historien.

- Kommercielt set er det samtidig den største aftale af sin slags i vores historie, hvilket vi er meget stolte af. Udover at være til glæde for os i AaB kan vores mange nordjyske partnerklubber også se frem til at få muligheden for at iklæde sig det flotte tøj fra Macron, idet man inden længe åbner en ny butik i Nordjylland specifikt med henblik på at servicere partnerklubber.

- Endelig glæder det os, at Macron er en virksomhed med et stort socialt engagement og fokus på bæredygtighed. For vores vedkommende betyder det blandt andet, at vores populære håndsrækningstrøjer vil fortsætte med at blive solgt til fordel for velgørende nordjyske formål, ligesom alle vores kamptrøjer fremadrettet vil være produceret af genanvendt plast, lyder det fra Thomas Bælum.

Vigtigt skridt for Macron

Det er ikke kun set med danske briller, at der er glæde at spore over det nye samarbejde.

For Macron har det været vigtigt at blive en spiller på den danske bane, og her faldt valget på AaB.

- Vores aftale med AaB er meget vigtig for os. Dette er ikke bare et partnerskab med en dansk topklub, men også med en klub der er beriget af traditioner og en lang historie, erklærer Macrons CEO Gianluca Pavanello og fortsætter:

- Vi er sikre på, at partnerskabet med AaB bliver et vigtigt skridt for os i vores strategi om at udvikle vores teamwear i Danmark generelt og specifikt i Nordjylland. Vi går ind på det danske marked med produkter af høj kvalitet og italiensk design, og til AaB er tøjet skabt efter grundigt forarbejde sammen med klubbens repræsentanter, så vi kan tilbyde spillerne og de mange fans unikt og specialdesignet beklædning.

De nye spillerdragter og træningskollektion forventes at blive præsenteret i juli, og her lægger Pavanello vægt på, at de skal understrege holdets identitet og værdier.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.