AaB

AaB har testkamp på plads i Spanien: Møder Freiburg onsdag

Efter hårdt arbejde har AaB fået en kamp på plads på træningslejren

AaB har nu fået en testkamp på plads under opholdet i Spanien. Foto: Martin Damgård

AaB har nu fået en testkamp på plads under opholdet i Spanien. Foto: Martin Damgård

FODBOLD:Kort inden afrejsen til Spanien, hvor AaB er på træningslejr frem til 6. februar måtte holdet aflyse de to planlagte testkampe undervejs mod kinesiske modstandere.

Det skyldes udbruddet af den såkaldte Corona-virus, der har sit udspring i Wuhan-provinsen, og AaB skulle netop have mødt Wuhan Zall, der kommer fra denne region.

Men klubben har arbejdet hårdt i kulisserne, og nu er det lykkedes at få en kamp på plads mod tyske Freiburgs U23-mandskab.

- Jeg ved, at der har været arbejdet hårdt på at få endnu en kamp på plads, hvor blandt andre Malmø har været i spil foruden de andre hold, der er hernede i øjeblikket, men jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at finde en modstander, siger assistenttræner Lasse Stensgaard.

En kamp, der spilles onsdag eftermiddag klokken 16.00. AaB har ønsket, at kampen bliver spillet over lidt længere tid end normalt - nemlig 2x60 minutter i stedet for de normale 2x45 minutter for at få flest mulige spillere i kamp, men det vides endnu ikke, om det lykkes at få den del af aftalen til at gå op.

- Hvis det ender med, at vi spiller 2x45 minutter, så er der helt sikkert nogen, der kommer til at spille 90 minutter, for det er der ingen, der har gjort endnu. Bliver det 2x60 minutter, vil vi prøve at få så mange spillere i kamp som muligt, for vi har mange spillere med hernede, siger han.

- Vi kunne også godt have nøjedes med at spille en intern testkamp, og det havde vi sikkert gjort. Men det er rigtig godt at møde nogen, der har nogle andre trøjer på. Det giver lige konkurrencementaliteten et ekstra skub, siger træneren, der har været godt tilfreds med niveauet på holdet.

- Der har været rigtig god kvalitet, og jeg møder også stadig en stor nysgerrighed omkring den nye måde med især presspillet, som vi prøver at arbejde på, siger Lasse Stensgaard.

Opgøret onsdag den 5. februar afvikles kl. 16.00 på Estadio Municipal de La Linea – tæt på Gibraltar. Og således 65 km syd for AaB’s destination på Hotel Melia Marbella Banus.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.