AaB henter ny sportschef i Aalborg Pirates
Han er kendt som erhvervsmand, bestyrelsesformand og meget andet, men nu kan Morten Fals også skrive sportschef på sit CV
Opdateret 21. juni 2023 kl. 20:46
AALBORG: Det er ikke kun i AaB A/S, der oplever nye tider med de tyske investorers indtog. Det samme kan siges om klubbens kvindeafdeling, der i fremtiden sorterer under moderklubben AaB af 1885.
I den forbindelse er der nu udpeget en ny sportschef, der blandt andet får til opgave at forsøge at positionere AaB's kvindehold som en fast del af ligaen. Den er man netop rykket op i efter en enkelt sæson i landets næstbedste række.
Den nye sportschef er Morten Fals. Det er et navn, der klinger godt hos mange ishockeyfans, for Fals er bestyrelsesformand og på sin vis fader til det Aalborg Pirates, som i dag er landets førende ishockeyklub.
Han var med, da man løsrev ishockeydelen fra AaB, og han var en af hovedpersonerne, da klubben med nød og næppe undgik en konkurs. Morten Fals har med andre ord prøvet modgang i sportens verden, men han har også opskriften på succes. Den opskrift skal han nu forsøge at give videre til AaB's kvindeafdeling.
- Jeg kommer til at have fokus på den strategiske udvikling og den organisatoriske udvikling af klubben, siger Morten Fals, der har en solid baggrund i pigefodbold.
- Jeg er selv tidligere fodboldtræner, og har brugt 10 år i Aalborg KFUM's pigeafdeling. Blandt andet fordi mine døtre spillede i klubben, så jeg kender udmærket de udfordringer, der er forbundet med at skabe gode rammer for pige og kvindefodbold. Vi skal skære i budgettet, men vi må prøve at få mere ud af hver enkelt krone, siger Morten Fals.
Lidt atypisk for en sportschef er den nye AaB-sportschef klar til at uddelegere en stor del af ansvaret for at finde de rette spillere til klubbens førsteholdstrænerteam.
- Jeg ved, at vi har et dygtigt trænerteam, der har fingeren på pulsen i forhold til spillere, så jeg skal i højere grad have fokus på at udvikle rammerne omkring spillerne, så de får bedre betingelser, siger Morten Fals.
Han sammenligner forholdene for AaB' kvindeligahold med de forhold, som spillerne i Aalborg Pirates tidligere har haft, så det bliver helt naturligt et indsatsområde.
Det store spørgsmål er om, Morten Fals kan få døgnets timer til at række, når job, familie, bestyrelsesarbejde og nu også sportschef-rollen skal passes.
- Det er også det spørgsmål, som min kone har stillet mig. Jeg er sådan indrettet, at når jeg går ind i noget, så er det 200 procent, så jeg skal nok finde tid til det hele.
I forhold til engagementet i Aalborg Pirates har bestyrelsesformanden Morten Fals ikke tænkt sig at geare ned for den del.
- Jeg har stadig tænkt mig at spille en rolle hos Aalborg Pirates. Det er en klub, der betyder meget for mig, så det giver jeg ikke afkald på. Her har vi stadig et stort stykke arbejde foran os med at konsolidere klubben som Danmarks bedste, understreger Morten Fals.
Han ved godt, at det bliver en stor opgave at få det hele til at gå op i en højere enhed, men motivationen fejler intet.
- Jeg ved fra min tid i pigefodbold, at det er meget dedikerede spillere. Vi skal huske på, at de træner fem gange om ugen. Min mission bliver at skabe de rammer, som så dedikerede spillere fortjener, siger Morten Fals.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.