AaB i pokalsemifinalen: To af deres egne talenter slog til mod FCK

AaB vandt fortjent med 2-0 over FC København

Mathias Ross i jubel efter scoringen til 1-0. Foto; Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Mathias Ross i jubel efter scoringen til 1-0. Foto; Lars Pauli Foto: Lars Pauli

FODBOLD:AaB fik hævn onsdag aften, da de sikrede sig adgang til semifinalen i Sydbank Pokalen med en sejr på 2-0 hjemme over FC København.

Dermed fik holdet taget revanche for nederlaget til selvsamme FCK i weekenden, hvor mestrene sejrede med 3-2 i Superligaen.

AaB scorede en gang i slutningen af første halvleg og udbyggede føringen lige i begyndelsen af anden halvleg, og så var den kamp afgjort - i øvrigt i et opgør, hvor begge mandskaber havde skiftet ud på flere pladser i forhold til weekendens kamp på grund af mange skader.

Hos AaB var Andreas Hansen i målet i stedet for Jacob Rinne, mens Patrick Kristensen og Oliver Klitten også var nye i startopstillingen.

Det blev ganske som i søndagens kamp ganske underholdende. Allerede i de første 10 minutter havde AaB gode muligheder for at komme i front - størst var chancen til Jakob Ahlmann, der var helt fri i det lille felt, men sparkede lige forbi den fjerne opstander.

Også FCK havde deres muligheder. Dobbeltmålscoreren fra søndagens kamp, MIchael Santos, fik en stor hovedstødschance efter et indlæg fra venstresiden, men denne gang headede han til held for nordjyderne ved siden af målet.

Som første halvleg skred frem lagde AaB mere og mere pres på, og det var fortjent, da holdet tog føringen efter et en fremragende hjørnesparkskombination. Iver Fossum fik bolden retur fra Jakob Ahlmann, lagde bolden kort til forreste stolpe, hvor Parick Olsen forlængede den ind foran mål, hvor Mathias Ross ugeneret kunne heade den ind.

Og anden halvleg var ikke mere end tre minutter gamle, før AaB udbyggede føringen. Kasper Kusk tog et fremragende soloraid og sendte både Zeca og Papagiannopoulos ud efter kaffe, inden han afsluttede. Sten Grytebust halvklarede, men Oliver Klitten kunne følge op til 2-0.

I samme sekvens fik FCK-træner Ståle Solbakken rødt kort for at brokke sig.

Dermed var kampen sådan sent afgjort, og anden halvleg havde ikke mange kæmpechancer. Det udnyttede AaB til at give debut til den unge Marcus Hannesbo, der kom på banen i stedet for Kasper Kusk med 10 minutter igen.

Der trækkes lod til semifinalerne efter de to kvartfinaler, der spilles torsdag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.