Scoop: AaB laver lang kontrakt med stjerne

Lucas Andersen fortsætter permanent i superligaklubben

Arkivfoto: Torben Hansen
AaB 10. marts 2019 17:08 - Opdateret 10. marts 2019 17:08

FODBOLD: AaB har indfriet et stort mål om at sikre sig en permanent kontrakt med Lucas Andersen. Den offensive profil er købt fri af sin kontrakt i schweiziske Grasshoppers og har underskrevet en femårig aftale med superligaklubben. Det oplyser AaB i en pressemeddelelse.

I slutningen af august 2018 vendte Lucas Andersen hjem til AaB på en lejeaftale – seks år efter at han blev solgt til Ajax Amsterdam.

Allerede som 10-årig kom Lucas Andersen til AaB fra partnerklubben Aalborg Freja, og i marts 2011 blev han som 16årig AaB’s yngste debutant nogensinde i Superligaen.

Gaarde: Lucas er en ener

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler sig begejstret om den femårige kontrakt.

- Vi har aldrig været i tvivl om, at Lucas ville blive den profil for os, som han er blevet, og hans topniveau matches ikke af mange i Superligaen. Som fodboldspiller er Lucas en ener, og derfor har det også hele tiden været vores mål at tilknytte Lucas på en permanent aftale, og vi er overbeviste om, at vi endnu ikke har set det bedste af Lucas, siger Allan Gaarde.

- Samlet set er en femårig aftale med Lucas Andersen på vej ind i sin bedste fodboldalder et kæmpe scoop for vores klub og for alle, der har AaB i hjertet, og vi ser frem til, at Lucas nu for alvor kan bidrage til at løfte holdets udvikling til næste niveau, uddyber Allan Gaarde i pressemeddelelsen.

Lucas har genfundet spilleglæden

24-årige Lucas Andersen glæder sig over, at der er kommet afklaring omkring fremtiden:

- Jeg føler, at jeg med min tilbagevenden til AaB har fået lige præcis, hvad jeg søgte, nemlig at genfinde spilleglæden. Samtidig trives både min familie og jeg i Aalborg, og den tryghed er også medvirkende til, at jeg kan præstere mit bedste, påpeger Lucas Andersen.

- Jeg har stadig store ambitioner, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg igennem AaB kan nå mit højeste niveau og sætte et endnu større aftryk, og jeg ser frem til, at vi som hold og som klub fortsætter udviklingen, for vi har altså en trup med et stort potentiale og masser af talentfulde spillere på vej op gennem systemet, siger Lucas Andersen.

Lucas Andersen er udover sine 58 officielle kampe og ni scoringer for AaB noteret for tre A-landskampe og 72 U-landskampe for Danmark.

Tema: AaB

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...