AaB-kaptajn er glad, men vil stadig se forbedringer
Lucas Andersen glæder sig over premieresejren, og så håber han, at AaB kan forbedre detaljer i spillet til de kommende kampe

Lucas Andersen scorede til 2-0 i AaB's 3-0-sejr over B93. Foto: Lars Pauli
ØSTERBRO:Der var en lettelsens glæde i AaB-lejren, da 3-0-sejren over B93 var i hus. Efter en lidt ujævn første halvleg fik AaB for alvor sat trumf på efter pausen, og på et par gyldne minutter fik man vist, at skarpheden er på plads til den nye sæson i 1. division.
Blandt andet fik anfører Lucas Andersen scoret til 2-0. Han kunne efter sejren glæde sig over, at AaB havde bestået den mentale prøve, det var at køre forbi Parken for at gå ind på det noget mindre Østerbro Stadion.
- Der er noget mentalt i, at vi skulle den samme vej, som når vi møder FCK. Det ligger lige derovre. Alle de ting skal man ikke underkende, selvom vi prøver at lægge det væk. En oprykker, der får lov til at spille i sådan en kulisse er også en svær størrelse. Der var mange steder, hvor vi kunne snuble, men det gjorde vi ikke, konstatere Lucas Andersen.

Lucas Andersen (th.) jubler her sammen med Nicklas Helenius og Louka Prip efter 3-0-målet i slutfasen. Foto: Lars Pauli
For AaB blev det også en kamp på tålmodighed, for fornemmelsen af, at det første mål nok skulle komme var der hele tiden.
- Selvfølgelig er man altid lidt nervøs for, om det første mål ville komme, men omvendt følte jeg også, at vi havde det spilovertag, der skulle til, og så var min fornemmelse, at vi var stærke på dødbolde, siger Lucas Andersen, der roser holdkammeraterne for at fylde godt i feltet.
- Vi så giftige ud i den del i første halvleg. Jeg tænker også, at B93 kunne mærke det pres på dødboldene. At det mundede ud i et mål var bestemt fortjent.
På trods af sejren og glæden over den, var Lucas Andersen ikke sen til at påpege behovet for forbedringer til kommende kampe.
- Jeg synes ikke, vi var dygtige nok til at holde roen i perioden efter vores to første scoringer. Det blev lidt for hektisk, og vi forsøgte at presse spillet for meget igennem. Da vi igen fik sat noget sammen, havnede bolden for foden af Helenius, der hakkede den op i krydset, siger Lucas Andersen.

AaB-spillerne takkede efter kampen de omkring 1000 nordjyske fans, der var mødt frem på Østerbro Stadion. Foto: Lars Pauli
- Der er et godt stykke vej op til toppen af vores niveau for os, men det her var en godkendt præstation. Vi skal finde roen i vores opbygningsspil, så vi kan finde de små nøgler til at bringe modstanderen ud af organisationen, som jeg til dels, synes vi gjorde i dag. Og når vi har et resultat, skal vi blive ved med at bevare roen. Der manglede lidt i dag i løbet af 20-25 minutter af anden halvleg, konstaterer Lucas Andersen.
Der har været mange spekulationer omkring AaB-truppen. Hvem skal blive, og hvem skal væk? Lørdag handlede det udelukkende om fodbold, og her fik AaB-spillerne sendt et klart signal til resten af 1. division.
- Vi er der 100 procent. For os er der kun én vej, og vi vil give alt for at få det her til at lykkes, siger Lucas Andersen.
B93 vs AaB 0-3
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.