AaB-kaptajn om donation til fans: - De giver os sindssygt meget

Lucas Andersen mener ikke, at man kan undervurdere betydningen af at have mange AaB-fans med til mandagens udekamp i Lyngby, som han i øvrigt ser frem til at spille

Billedet her stammer fra en udekamp i Horsens, hvor der også var doneret penge fra AaB-truppen til fanbusser. Det samme bliver tilfældet til mandagens udekamp mod Lyngby. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Billedet her stammer fra en udekamp i Horsens, hvor der også var doneret penge fra AaB-truppen til fanbusser. Det samme bliver tilfældet til mandagens udekamp mod Lyngby. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Fredagens AaB-træning var yderst interessant at følge. Der blev prøvet flere mulige opstillinger af frem mod mandagens kamp i Lyngby. Blandt andet var Rasmus Thelander tilbage for fuld udblæsning, og det fik flere af de offensive AaB-spillere at føle i nærkampene. 

Blandt de offensive AaB-esser virkede særligt Marco Ramkilde og Lucas Andersen til at være skarpe ved fredagens to timer lange træning. 

Netop AaB-kaptajn Lucas Andersen forklarer gerne indgående og detaljeret om bevæggrundene for at donere et femcifret beløb til AaB Support Clubs tur til Lyngby.

- Det er mest for at vise, at vi sætter pris på den evige support, vi har mødt. Det er en voksende støtte, vi møder fra Vesttribunen, som har udviklet sig helt vildt i de år, jeg har været med. Det er mere mangfoldigt, og det er blevet et fællesskab at gå til fodbold i Aalborg, og det vil vi meget gerne bidrage til, siger Lucas Andersen. 

Fællesskab er blevet et nøgleord for AaB-spillerne, der brændende ønsker at kunne honorere den store opbakning med en fornyelse af klubbens sæsonkort til landets bedste fodboldrække. 

- De kan forhåbentlig være med til at sætte slutspurten ind sammen med os. Kan vi gøre det sammen, vil det betyde meget for os i spillertruppen. Det vil give os sindssygt meget, hvis vi kan gå på banen i Lyngby og se og høre, at vi har en masse fans med på stadion, siger AaB-kaptajnen.  

Samspil 

Lucas Andersen understreger, at det har en reel betydning at have opbakning fra tribunen under en kamp. Og særligt i en kamp som mandagens udekamp mod Lyngby. 

- Der er generelt rigtig god lyd på dem, og det gør jo, at vi ikke føler os på udebane. Det er ikke kun, når vi scorer, at vi kan mærke det. Det er også, når der er en duel, at vi eksempelvis kan mærke, at vi har opbakning med. Det er bare lidt nemmere at løbe de ekstra meter på banen, når du kan kan mærke den opbakning. Den forpligter på en god måde, siger Lucas Andersen. 

Han er en af flere AaB-spillere, der er meget bevidst om den styrke et samspil med fansene kan have under en superligakamp. En anden er Allan Sousa, der ofte forsøger at få tilskuerne op at køre efter en vellykket aktion.

- Fodbold er følelser. Nogle gange er jeg selv oppe at køre, og hvis jeg lige kan få tribunen med, så giver det bare os alle sammen noget. Det er fedt, at de kan være med til skubbe os fremad, og så er det fedt, at vi inde fra banen kan være med til at sætte lidt ild i det ude på tribunen, siger Lucas Andersen. 

Fuld træningsuge 

Mens AaB-truppen træner intenst frem mod mandagens kamp, så er der mange, der har svært ved at vente på kickoff i den meget imødesete kamp. Lucas Andersen håber, at en fuld træningsuge uden midtugekampe kan være lige det, som AaB-truppen har brug for inden de to afgørende kampe mod Lyngby og Silkeborg.

- Det er nogle skæbnesvangre uger. Nu har vi haft nogle uger med mange kampe, så det er helt underligt at have en fuld træningsuge, men nu vil vi bare gerne ud at spille og gøre det færdigt. Vi har taget nogle gode skridt mod selv at kunne afgøre det, siger Andersen, der i lighed med mange AaB-fans glæder sig til mandag. 

- Vi vil bare gerne spille, for det er spændende, at det er nu, det hele skal afgøres, men på den anden side tror jeg også, at det er meget godt, at vi kan få ladet ordenligt op, for vi ved, at vi skal ud at give alt på banen i de her to sidste kampe, siger Lucas Andersen.  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.