AaB-legende tog karrierens bedste beslutning i 2013: - Jeg bankede på Gaardes dør nogle gange

AaB-spillerne Kasper Risgård og Rasmus Würtz er med i den nyeste udgave af podcasten Ripodsten og fortæller om karrierestop og om deres mange år i den nordjyske superligaklub

Jens Otto Barsøe
Kasper Risgård jubler over en scoring for AaB i en kamp mod Hobro. Han tog karrierens bedste beslutning i 2013. Foto: Claus Søndberg
AaB 10. april 2019 14:01 - Opdateret 10. april 2019 15:26

FODBOLD: Det er to AaB-legender, der siger farvel og tak til den aktive karriere, når den sidste kamp i forårssæsonen i Superligaen bliver fløjtet af.

Kasper Risgård og Rasmus Würtz har sammenlagt spillet næsten 800 superligakampe for AaB og begge vundet mesterskaber og pokaltitel med klubben.

Begge spillere har dog også brugt nogle år af deres karriere i andre klubber end AaB. Mens Rasmus Würtz prøvede talentet af i FC København og Vejle, inden han vendte retur til AaB var Kasper Risgård forbi Bielefeld i Tyskland, græske Panionis og Silkeborg inden han igen så mod Nordjylland.

Det var i 2013, og når midtbanespilleren skal vurdere, hvad der har været den lange karrieres bedste beslutning, så var det, at han fik overtalt sportsdirektør Allan Gaarde til at smide en kontrakt på bordet.

- Jeg bankede på Gaardes dør nogle gange, og som det så ud til at starte med, var der ikke plads til mig, men jeg vil rigtig gerne tilbage til AaB. Jeg vidste godt, at Augo og Würtz sad på den centrale midtbane, men jeg var villig til at kæmpe for at få nogle minutter, Det ender ud med, at jeg skriver en kontrakt på et år, og det var en mindre kontrakt. Men jeg skulle bare hjem og give den fuld gas. Og det endte jo heldigvis med, at jeg var fast mand efter nogle måneder og allerede kort efter, begyndte vi at tale forlængelse, fortæller Kasper Risgård i den nyeste udgave af NORDJYSKEs fodboldpodcast Ripodsten.

Rasmus Würtz er også med i studiet og begge spillere fortæller bl.a. om deres overvejelser i forbindelse med at sige farvel til livet som professionel fodboldspiller og de kommer begge med deres bud på et AaB All Star-hold.

Du kan høre Ripodsten i iTunes, SoundCloud, Spotify mv.

Tema: AaB

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...