AaB

AaB-målmand fejrede 100 kampe med pragtredning og rent bur

Jacob Rinne sender mange af roserne for sin indsats mod FC Nordsjælland videre til AaB's forsvar

Arkivfoto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

FODBOLD:For tredje kamp i træk holdt AaB søndag nullet i Superligaen, da det blev 0-0 på udebane mod FC Nordsjælland.

Den tendens med at holde modstanderen fra fadet glæder målmand Jacob Rinne, der i Farum spillede sin kamp nummer 100 for aalborgenserne.

- Det er jeg meget tilfreds med, selvom det er lidt sent på sæsonen, at vi begynder på at lukke helt af. Det skal jo gerne være sådan, at vi holder 0-0, hvis vi ikke selv kan få scoret, siger svenskeren.

Se highlights fra kampen herunder:

I første halvleg troede han dog, at FC Nordsjælland havde så godt som scoret, da Isaac Atanga ved bagerste stolpe stod helt blank på et indlæg.

- Jeg tænkte, at han havde et åbent mål foran sig, så jeg forsøgte bare at gøre mig så stor så mulig, så han måske ville ramme mig, og det gjorde han heldigvis, så jeg fik den viftet over mål, siger Jacob Rinne.

Mikkel Damsgaard forstår ikke, at han i denne situation skulle have begået frispark mod Jacob Rinne. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Mikkel Damsgaard forstår ikke, at han i denne situation skulle have begået frispark mod Jacob Rinne. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

FCN fik bolden i nettet i anden halvleg ved Mikkel Damsgaard, men der blev fløjtet for, at han forinden begik frispark på AaB-keeperen i det lille felt.

- Jeg går på bolden, men jeg kan ikke rigtig vurdere, om han laver frispark eller ej, siger Rinne, der generelt var tilfreds med holdets udtryk på Right To Dream Park.

- Jeg synes, det var meget solidt hele vejen rundt og stor ros til vores tre-back-kæde og dem foran, der var meget stærke. Vi har ganske god kontrol gennem det meste af kampen, selvom det i perioder blev lidt noget indianerfodbold, slutter AaB-målmanden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.