AaB

AaB smed point i randrussiansk målfest

Defensive blundere kostede mod reservespækket hjemmehold

Lucas Andersen kunne noteres for to assists i den underholdenden kamp i Randers. Foto: Torben Hansen

Lucas Andersen kunne noteres for to assists i den underholdenden kamp i Randers. Foto: Torben Hansen

FODBOLD:Det havde været guld værd med tre point for AaB i fredagens Superligakamp i Randers, men efter en meget underholdende affære måtte nordjyderne nøjes med at hente det ene point med hjem til Aalborg.

For mange defensive blundere endte nemlig med at koste mod et Randers-mandskab, der manglede seks mand fra idealopstillingen, og så var det ikke nok, at Mikkel Kaufmann igen slog til med to kasser.

AaB fik en forrygende start. Der var ikke engang spillet to minutter, da Patrick Olsen fandt Lucas Andersen med en superb dybdepasning. AaB-anføreren fik bolden forbi Jonas Dakir, der halvklarede, og inde i det lille felt kunne Mikkel Kaufmann så følge bolden det sidste stykke over stregen.

Føringen holdt dog kun i godt fem minutter. Et skidt udspark fra Jacob Rinne endte lige i fødderne hos Randers-spillerne, og fra kanten af feltet trykkede Vito Hammershøj-Mistrati fladt af, og bolden ramte Kasper Pedersen og smøg sig ind ved siden af stolpen.

Randers gjorde især meget ud af dødboldene, hvor store Marvin Egho var målet ved den forreste stolpe. Det gav resultat midtvejs i halvlegen, hvor han fik forlænget bolden videre efter et langt indkast, og så kom midterforsvareren Mathias Nielsen stormende og flugtede bolden op i nettaget.

Dermed var Randers foran med 2-1 ved pausen, men AaB-mandskabet havde bestemt ikke givet op. For anden gang i kampen fik holdet et frispark i en god position for Lucas Andersen. Første gang ramte han lige i muren, men denne gang curlede han fint bolden op mod krogen, hvor Dakir reddede flot med hjælp fra overliggeren. Returen endte dog hos Magnus Christensen, der kom flyvende med pandebrasken og headede den ind til 2-2.

Magnus Christensen kom dog i en negativ hovedrolle kort efter, hvor han tabte en vigtig duel på midtbanen og gav Randers en en tre imod to omstilling. Mistrati sendte bolden ind i feltet, hvor Jores Okore var fanget alene med to angribere, og så kunne Alhaji Kamara igen bringe hjemmeholdet i front.

AaB slog dog hurtigt tilbage. Efter et hjørnespark endte bolden på kanten af feltet hos norske Iver Fossum. Han trykkede fladt af, og MIkkel Kaufmann satte en lang tå på, så bolden totalt snød Jonas Dakir. Angriberen lavede dermed to mål for anden kamp i træk, da han sad ude i nederlaget imod FC Midtjylland.

I overtiden havde AaB en gigantisk mulighed for at sikre sejren. Kristoffer Pallesen fik bolden dybt i feltet og trak forbi Jonas Dakir, men han afsluttede lige på Simon Graves, der stod klar på stregen.

Det ene point betyder, at AaB går ind til landsholdspausen lige præcis uden for det gode selskab i top seks. Holdet har samme pointantal som AGF på sjettepladsen, men aarhusianerne har dog spillet en kamp færre.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst