AaB

AaB-profil er måske blevet skadet igen - anfører er tæt på grønt lys

Oscar Hiljemark og Lucas Andersen var ikke med ved onsdagens træning

Oscar Hiljemark må måske indstille sig på en ny skadespause. Arkivfoto: Henrik Bo

Oscar Hiljemark må måske indstille sig på en ny skadespause. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Efter små fire måneders skadespause fik Oscar Hiljemark 14. marts comeback for AaB i udekampen mod Vejle Boldklub, men nu er han måske skadet igen.

Den svenske midtbaneprofil fik også spilletid i den følgende superligakamp mod OB, ligesom han fik 45 minutter i fredagens testkamp mod Silkeborg IF, men til gengæld var han ikke i stand til at deltage i onsdagens træning.

- Vi er ved at lave nogle tests, og så vil lægestaben opdatere os om hans situation. Vi ved mere snart.

- Jeg vil ikke kalde det et tilbagefald, men som sagt er lægestaben ved at undersøge, om det er en ny skade, og om han i det hele taget er skadet eller ej, siger AaB-træner Martí Cifuentes.

Til gengæld er der godt nyt for Lucas Andersen. Anføreren blev skadet i pokalkampen mod B93 8. december og har endnu ikke været til disposition for Martí Cifuentes, siden han kom til AaB ved årsskiftet.

- Han er igennem de sidste tests i dag, og hvis svarene er positive, kan han begynde at træne med holdet fuldt ud. Han har arbejdet rigtig hårdt for at blive klar, men det er stadig en proces, hvor vi nøje skal overveje, hvor meget vi presser ham. Men han er tættere på at være klar, og det er positivt, siger Martí Cifuentes.

Det er dog tvivlsomt, om anføreren allerede kommer i kamp 2. påskedag, hvor AaB åbner 3F Superligaens kvalifikationsspil med en hjemmekamp mod SønderjyskE.

- Vi må se på det, når vi ved, hvad testen i dag viser, men vi skal stadig være tålmodige. Trænere, spillere og fans vil alle gerne se Lucas tilbage på banen, men vi skal også give ham den tid, der er nødvendig. Det ville være en skam at gå for hurtigt frem nu, hvor han er så langt i processen. Hvis han ikke spiller på mandag, kommer han forhåbentlig til det i en anden kamp snart, siger Martí Cifuentes.

Onsdagens træning var med deltagelse af Rufo og Frederik Børsting, der på det seneste også har siddet ude med skader.

- Jeg håber, at de er klar mandag. Det var en god test for dem i dag, og de havde begge en god følelse. Børsting skal vi stadig være lidt forsigtige med i forhold til, hvor meget han skal træne, mens det for Rufo handler om at lægge mere og mere på, siger Martí Cifuentes.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.