AaB-profil inden nøglekamp: Glem alt om trætte ben
Malthe Højholt er klar i mælet, når han bliver spurgt til trætte ben og ømme kroppe inden søndagens skæbnekamp mod AC Horsens

AaB spillede sig i pokalfinalen med en sejr torsdag aften. Al snak om trætte ben skal forstumme, hvis det står til en af de AaB-spillere, der skal løbe mest i søndagens kamp mod AC Horsens. Foto: Henrik Bo
AALBORG:Glæden over pladsen i årets pokalfinale blev afkortet lidt af det faktum, at søndagens kamp mod AC Horsens med rette kan betegnes som den vigtigste AaB-kamp i mange år.
AaB skal for alt i verden vinde den kamp, så afstanden op til AC Horsens over nedrykningsstregen kan reduceres til et point. Der meldes udsolgt til søndagens brag, så rammen er på plads. Spørgsmålet er, om AaB-spillerne kan leve op til omgivelsernes forventninger?
- Det her bliver en fed kamp. Vi kommer til at gå på banen med en fornemmelse af, at vi ikke har noget at tabe. Vi er bagud og skal hente noget, men troen på succes er vokset markant. Vi går på banen til søndagens kamp med så meget mere selvtillid, end vi ville have gjorde til kampen mod Silkeborg, siger Malthe Højholt.
Der har været spekuleret meget i, om Hiljemark gjorde rigtigt i at spille med mange gengangere til torsdagens pokalkamp, der ligger klemt ind mellem to altafgørende superligakampe mod AC Horsens og Lyngby.
- Glemt alt om trætte ben. Personligt kan jeg sige, at det føltes meget godt at være på træningsbanen i dag (lørdag). Det er også lidt, hvad man gør det til. Hvis man konstant snakker om, at det er hårdt, så bliver det jo hårdt, men vi har nogle afgørende og meget fede kampe lige nu, så jeg kan personligt slet ikke vente med at komme i kamp, og jeg ved, at de andre har det på samme måde. Vi glæder os til at komme ud til AC Horsens-kampen, siger Malthe Højholt.
Man fornemmer næsten forventningens glæde hos Malthe Højholt, der har været storspillende på AaB's midtbane i dette forår. Han skal om nogen ud at løbe mange meter i søndagens kamp, men den udfordring er han klar på.
- Jeg er ikke bekymret for vores fysiske tilstand. Vi skal nok være der, og vi kommer som sagt ind til kampen med stor tro på, at det kan lade sig gøre. Særligt hvis vi har et fyldt stadion bag os. Fansene har været helt vilde i denne sæson, og de kan komme til at spille en afgørende forskel. Hvis man begynder at blive træt eller mangler lidt energi, så giver det bare et boost, når du fornemmer den opbakning, siger midtbanegeneralen.
Kampbilledet kan meget vel ende med at blive markant anderledes i søndagens opgør, end det var tilfældet mod Silkeborg. Mest af alt fordi AC Horsens forventes at komme til Aalborg med en solid defensiv som udgangspunkt.
- Mod Silkeborg var vi gode til at gå op at presse højt. Det vil vi selvfølgelig også gerne gøre mod AC Horsens, men jeg tror slet ikke, det bliver en ligeså åben kamp. Vi har en meget god ide om, at de vil spille på omstillinger og stå solidt defensivt. Det skal vi forsøge at åbne op for, men der tænker jeg, at vi fik vist os selv vejen i den forrige kamp mod Horsens, siger Malthe Højholt.
Blæser til angreb
Han er med på konsekvensen, hvis AaB taber, men det er slet ikke i de baner, som Malthe Højholt går og tænker lige nu.
- Jeg er med på, at det ser meget sort ud for os, hvis vi taber, men det kan jeg ikke være bange for nu. Vi skal ud at angribe, for vi skal gå efter at vinde, og vi har vist en opadgående formkurve, og senest viste sejren mod Silkeborg, at vi er på rette vej, siger Malthe Højholt, som særligt hæfter sig ved en erfaring fra den kamp.
- I nogle af de foregående kampe mod Midtjylland har vi haft svært ved at lukke kampene til vores fordel. Mod Silkeborg viste vi noget af den skarphed i de afgørende faser af kampen, som vi også skal have frem i de resterende kampe. Hvis vi formår det, så ser det godt ud, og vi har alle en tro på, at vi kan klare det her, siger Malthe Højholt.
Der er ikke umiddelbart noget nyt at berette fra AaB's skadesfront op til søndagens kamp, hvor Pedro Ferreira har karantæne. Det betyder, at både Jakob Ahlmann og Rasmus Thelander er i spil til søndagens kamp.
Der er kampstart allerede klokken 12.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.