AaB-reserver fik blackout i målorgie mod Silkeborg

Louka Prip brændte straffespark, men blev dobbelt målscorer i mandagens kamp

Louka Prip viste sig frem på godt og ondt i mandagens reserveholdskamp. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Louka Prip viste sig frem på godt og ondt i mandagens reserveholdskamp. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Det begyndte godt med en scoring af Milan Makaric efter syv minutters spil, men AaB's superligareserver fik siden ørene i maskinen, da de mandag var på besøg i Silkeborg.

Hjemmeholdet vandt testkampen hele 6-4 efter en vanvittig start på anden halvleg, hvor der blev scoret fem gange på seks minutter.

Inden korthuset væltede, spillede AaB dog ganske fine første 30 minutter af kampen, hvor de var mest på bolden. Her brændte Milan Makaric en gigantisk chance, og også Louka Prip havde et stort tilbud.

Silkeborg IF - AaB 6-4

  • Fodbold, reserveholdskamp
  • Mål: 0-1 Milan Makaric (8. minut), 1-1 Tonni Adamsen (19. minut), 2-1 Alexander Busch (40. minut), 3-1 Sebastian Jørgensen (43. minut), 3-2 Anosike Ementa (49. minut), 4-2 Anders Dahl (51. minut), 5-2 Mads Kaalund (53. minut), 6-2 Tonni Adamsen (54. minut), 6-3 Louka Prip (55. minut), 6-4 Louka Prip (85. minut)
  • Startopstilling AaB (4-4-1-1): Theo Sander - Kilian Ludewig, Daniel Granli, Noah Holmstrøm, Andreas Poulsen - Louka Prip, Jeppe Pedersen, Malthe Højholt, Anders Noshe - Anosike Ementa - Milan Makaric

I stedet skruede Silkeborg op for charmen med to scoringer kort før pausen. Theo Sander i målet så ikke helt sagesløs ud på en langskudsscoring fra Tonni Adamsen.

3-1-føringen fik ben at gå på i starten af anden halvleg, hvor målene haglede ind. Først reducerede Anosike Ementa Silkeborgs føring til 3-2, da han flugtede et indlæg fra Kilian Ludewig i nettet, men to minutter senere øgede Silkeborg til 4-2.

Målene til 5-2 og 6-2 faldt i løbet af to minutter - det sidste efter en udspilsfejl fra Theo Sander. AaB's centrale forsvar, der efter udskiftning af Daniel Granli og Noah Holmstrøm nu bestod af Emil Nymann og Sebastian Stahlfest, så helt rundtossede ud.

Louka Prip fik dog hurtigt reduceret til 6-3, inden der kom lidt ro over tingene, og siden var AaB faktisk bedst i kampens sidste halve time. Louka Prip fik efter 65 minutters spil en gylden chance for at reducere yderligere, men han sparkede et straffespark på Silkeborgs overligger.

AaB havde også en god chance for at reducere ved den indskiftede U19-spiller Remy Rasmussen, der måtte se Oscar Hedvall redde. En anden U19-spiller bød sig til i skikkelse af Patrick Aurø Allentoft, der blev bremset i en friløber - uden at det kostede andet end et gult kort til synderen.

I stedet reducerede Louka Prip med fem minutter igen til 6-4 direkte på et frispark, så han trods det brændte straffe nettede to gange i kampen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.