AaB

AaB's altmuligmand har taget backrollen til sig

Til sommer udløber Frederik Børstings nuværende kontrakt med AaB efter 14 år i den bolsjestribede trøje. Men den alsidige nordjyde har endnu ikke hørt fra klubben

Arkivfoto: Lars Pauli

Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:AaB's sæsonstart har været ud over det sædvanlige for det aalborgensiske superligamandskab. Det betyder også, at flere og flere spillere præsterer på et højere niveau og skaber konkurrence i truppen.

Her har Frederik Børsting taget en hård kamp op mod Jakob Ahlmann på venstre wingback, mens han ligeledes har fungeret som alternativ til Kristoffer Pallesen på højre ditto.

- Wingbacken i vores nuværende system og måde at spille på passer mig rigtig fint. Så jeg er glad for al den spilletid, jeg kan få, og jeg tager den med glæde. Jeg føler, at jeg udvikler mig for hver gang, fortæller han.

- Der er lidt flere meter at skulle løbe end på en kant. Man skal lidt mere den anden vej. Men det er jo en slags bred angriber, når vi er offensive. Så det brokker jeg mig ikke over. Der er lidt af det hele.

Han har tidligere udtrykt ærgrelse over at skulle spille back. Men den nuværende wingback og positionens betydning for Martí Cifuentes' mandskab er anderledes end tidligere.

- Jeg følte ikke helt, at mine kompetencer kom ordentlig til udtryk, når man stod i en iskold femmer. Det her passer mig meget bedre, siger Børsting.

Senest fik den 26-årige AaB'er kun et par minutter, da han blev skiftet ind mod AGF. Dermed var der ikke så meget spilletid at føje til sin lange lister over optrædener i den bolschestribede trøje. Den slags er med i overvejelserne omkring fremtiden. Til sommer udløber den nuværende kontrakt med AaB nemlig efter mere end 200 superligakampe og alt i alt 14 år i klubben.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg ikke tænkt meget over det. Der har været nok at se til i klubben med en masse træninger og at finde mig til rette på den venstre side til træninger og kampe. Men jeg tager al den spilletid, som jeg kan få, og jeg vil gøre det så godt som muligt. Så må vi se, hvad det ender med, siger han.

- Jeg har ikke som sådan hørt noget fra AaB, så jeg tager det hele, når tiden er der. Så må vi se, hvad mulighederne er. Derfra tager jeg det, som passer bedst ind i min situation og mit liv, tilføjer Frederik Børsting.

Når AaB's cheftræner ser på altmuligmanden fra Klarup som type, fremhæver han alsidigheden. Det giver nemlig en høj stjerne i spanierens bog at kunne tilpasse sig.

- Han har evnerne til at spille mange forskellige positioner. Det er en af hans store styrker. Nogle gange går spillerne i Skandinavien for meget op i, at de skal træne en bestemt position og gå i én retning for at blive bedre. Men der er mange gode spillere, som kan indtage flere positioner. Det er en fordel for dem selv og holdet, lyder det fra Martí Cifuentes.

- Børsting er på vej til at forstå det. Vi bruger ham en del på den venstre wingback, men han kan gøre det samme på højre side. Begge hans fødder er gode. Jeg tror på, at han kan spille højt på banen, og han kan spille fullback med fire bagerst. Han kan spille kant. På den måde er det en fordel at have ham på holdet.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.