AaB

AaB's nye cheftræner ser frem til talentudvikling og seværdigt fodbold

Nytilkomne AaB-cheftræner Martí Cifuentes fremhæver sine catalonske rødder og roser presspillet i den nordjyske superligaklub forud for sin ankomst

Foto: Terje Pedersen/NTB/Ritzau Scanpix

Foto: Terje Pedersen/NTB/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Mandag blev 38-årige Martí Cifuentes præsenteret i AaB som ny cheftræner. Dermed får superligaklubben en ung træner, der havde mange kort på hånden, da han stod til at forlade norske Sandefjord.

Jobbet i Aalborg lokkede dog på flere punkter.

- Min agent har arbejdet med processerne med de forskellige muligheder. Jeg var fortsat i gang i Sandefjord. Men jeg er da glad for interessen. For mig stod det dog klart, at AaB var interessante, da Inge André Olsen (sportschef, red.) kontaktede mig og fortalte om visionerne, fortæller han til NORDJYSKE.

- Jeg sætter pris på de langsigtede visioner, men traditionerne og historien i klubben gør også, at jeg føler, at det er det rette valg, siger Cifuentes.

Spanieren har ageret cheftræner i to spanske Segunda Division B-klubber inden sin entré i Sandefjord. Derudover har han også prøvet kræfter som akademitræner i flere funktioner.

- Jeg er virkelig glad for at arbejde med unge spillere og har arbejdet en del år i akademier. De danske U19- og U17-ligaer har rigtig mange gode spillere, og det bliver også en spændende del af jobbet, siger Martí Cifuentes.

Når man gennem telefonforbindelsen til Spanien beder den 38-årige træner om at beskrive sine egne præferencer som træner, fremhæver han hurtigt sine catalonske rødder.

- Jeg er jo fra Barcelona, så du kan prøve at forestille dig, hvad jeg kan lide af fodbold, svarer Cifuentes med et grin.

- Udviklingen af klubben har været spændende. Det intense pres er et godt billede på, hvad de har skabt, og der føler jeg, at jeg passer rigtig godt ind. Jeg prøver at sætte høje standarder for den daglige træning, og jeg kan godt lide at bygge noget seværdigt op. Tilskuerne skal nyde det, men det skal spillerne også. Vi skal være konkurrencedygtige på at spille spændende fodbold, siger han.

De skandinaviske jungletrommer har blandt andet sendt Cifuentes i retning af svenske Mjällby, hvor træneren angiveligt skulle have ønsket en større stab med sig ifølge svenske medier.

Men i AaB kommer spanieren indtil videre alene til klubben, hvor Rasmus Würtz og Peter Feher fortsætter som assistenttrænerduo.

- Der er meget viden og erfaring i staben. Det er kompetente folk, som har gjort det rigtig godt. Mit indtryk er, at der er meget talent i trænerstaben og klubben generelt. Jeg stoler på det projekt, som Inge (André Olsen, red.) er ved at bygge op, og den tidligere cheftræner har gjort et rigtig godt stykke arbejde, som jeg ser frem til at overtage, siger Cifuentes med henvisning til Jacob Friis, der tidligere på året forlod cheftrænerposten.

Martí Cifuentes har fået en kontrakt gældende frem til sommeren 2023 og er ansat i AaB fra 1. januar.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.