AaB

AaB's uslebne diamant væbnede sig med tålmodighed, og nu har han grebet chancen

19-årige Sebastian Otoa har længe varmet bænken hos AaB, men med en ny formation har muligheden budt sig for den unge forsvarspiller

AaB's unge forsvarspiller Sebastian Otoa nyder godt af fornyet spilletid.
AaB's unge forsvarspiller Sebastian Otoa nyder godt af fornyet spilletid. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 16:53

Tre kampe i startopstillingen er det blevet til for Sebastian Otoa. De sidste to kampe har AaB spillet med en trebackkæde, og det har givet pote for den unge midtstopper, som nu har sat sig på startopstillingen.

Han har betalt AaB-træner Oscar Hiljemarks tillid tilbage med en plads på rundens hold for sin præstation mod Sønderjyske i Haderslev i fredags.

- Jeg er super glad for det. Det er fedt, at ens præstation på banen bliver anerkendt, siger Sebastian Otoa om at få plads på rundens hold sammen med målscorer og holdkammerat Richard Odada.

Den 19-årige forsvarspiller var faktisk en mere offensiv spiller i sine ungdomsår. Det bliver også tydeliggjort ved hans rolighed på bolden, men det forsvarsmæssige fejler heller intet, når man kan suge erfaring til sig fra eksempelvis en Rasmus Thelander.

- Da jeg var yngre, var jeg angriber, men jeg blev sat ned i forsvaret relativt tidligt. Så jeg har lært meget af videoer på Youtube, men også af nogle af de ældre herrer på seniorniveau. Der er nogle små ting, som kan være afgørende i forhold til løb og positionering, fortæller den unge forsvarsspiller.

Sebastian Otoa startede i sin tid som angriber, men han har udviklet sig til en dygtig boldspillende midtstopper. Foto: Torben Hansen

Tålmodighed og taknemmelighed

Én af de afgørende faktorer, som Sebastian Otoa har haft væbnet sig med, er tålmodighed. Han har ventet længe på at få chancen for at bevise sig i startopstillingen hos det førende hold i Nordicbet Ligaen.

- I starten sad jeg på bænken i måske de første 26 kampe. Der gik jeg bare og håbede på at få muligheden, og det har jeg fået nu. Det er jeg selvfølgelig glad for, og så prøver jeg bare at kvittere med gode præstationer. 

- Jeg vil gerne være fast mand på holdkortet og spille så mange kampe som muligt, siger han.

19-årige Sebastian Otoa er ikke bekymret over skader, nu hvor han ser mere spilletid. Foto: Torben Hansen

Midterforsvareren kom til AaB fra FC Roskilde tilbage i 2021, og hans tid i AaB har været plaget af en del skader, fordi han i sin ungdom voksede så hurtigt, at hans sener ikke kunne følge med. Men det er ikke noget, som bekymrer ham i forhold til forøget spilletid.

- Jeg får en masse hjælp hos den fysiske stab til øvelser og styrke, så jeg kan blive bedre på de områder, hvor jeg har været meget skadet. Men det er ikke noget, jeg er bange for. Fordi skader også er en del af fodbold, og jeg skal vænne mig til at spille mere, siger Sebastian Otoa.

AaB's næste opgør foregår fredag på Aalborg Portland Park mod HB Køge, hvor der allerede er meldt 9000 billetter solgt, og det er en kamp som den unge midtstopper ser frem til.

- Det er en kamp, hvor vi skal dominere boldbesiddelsen og vise, hvad vi kan. Så er der selvfølgelig også fantastisk opbakning fra fansene, og det bliver virkelig fedt, fortæller han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden