AaB

Theo Sander og Posavec har fået selskab i AaB-målet

AaB har i disse dage besøg af en keeper, der er kommet langvejs fra.

Et nyt ansigt er dukket op mellem AaB's stænger, efter at holdet er vendt tilbage fra ferie.
Et nyt ansigt er dukket op mellem AaB's stænger, efter at holdet er vendt tilbage fra ferie. Foto: Bente Poder

Opdateret kl. 17:58

AALBORG: AaB-spillerne bliver virkelig haglet igennem fra første træning, og fredag blev der igen stillet store fysiske krav til AaB-truppen. Lige nu er det ret tydeligt, at spillere som Malthe Højholt, Oliver Ross, Younes Bakiz og Marco Ramkilde har været gode til at holde formen ved lige i ferien, for de spiller med stor energi og overskud. 

Der var ingen ny assistenttræner at se nogle steder. Til gengæld forlyder det, at Rasmus Würtz har sagt ja til at skære et par dage af sin sommerferie for at hjælpe omkring førsteholdet i den nuværende situation.  Würtz var med, og det samme var målmandstræner Poul Buus, der havde selskab af hele tre keepere.

Med til freddagens træning var også et nyt ansigt. Der er tale om en australsk keeper ved navn Max Vartuli, der har været ude på en 40 timer lang rejse for at komme fra hjemlandet Australien til Aalborg. Han er jævnaldrende med Theo Sander, og er også fysisk godt bygget til at passe tjansen i et fodboldmål.

- Han vil træne med os i den kommende uge. Vi ser generelt en stor mulighed i at se unge spillere an. Der er mange meget talentfulde spillere, der ikke er på kontrakt, og han hører ind under den kategori, siger AaB's sportsdirektør Ole Jan Kappmeier.

- Det er oplagt med vores  nuværende målmandssituation, at vi har en prøvespiller med. Vi kommer ikke til at blive overløbet af prøvespillere, men hvis timingen er rigtig, og spilleren er spændende, så er det en mulighed for os, siger Ole Jan Kappmeier. 

Hvorvidt det ender med mere end et ugelangt ophold i Danmark for Max Vartuli, er svært at sige noget om på nuværende tidspunkt, men Ole Jan Kappmeier understreger overfor Nordjyske, at AaB agter at have tre keepere fast tilknyttet førsteholdstruppen til den kommende sæson.

- Lige nu er det også god timing i forhold til truppen, fordi vi har Nico Mantl, der har forladt klubben. Vi har kun to målmænd i truppen lige nu, så det var god timing at få ham på besøg nu, fordi dels kan se ham an, og så kan han hjælpe os i den daglige træning. Vi går efter at have tre keepere, siger Ole Jan Kappmeier.

Posavec får chancen

Der er ikke noget nyt at berette om Theo Sander, så lige nu er det største spørgsmålstegn hæftet på Josip Posavec, når det gælder keeper-positionen.

- For nuværende er det planen, at Posavec skal blive her i opstarten. Han er jo på kontrakt hos os, men hvis der skulle dukke noget alternativt op for ham, så er vi også villige til at se på det, siger Ole Jan Kappmeier.

Max Vartuli skal træne med i AaB i den kommende uge. Foto: Bente Poder

Han vil gerne give de tre AaB-keepere til at vise sig frem for klubbens nye sportslige ledelse, inden der skal træffes eventuelle valg og prioriteringer.

- Vi har pre-sesaon til at se det hele an. Vores nuværende keepere skal alle have en fair chance for at vise sig frem. Vi er lige startet, så de skal lige have lov til at komme i gang, men vi skal nok have truffet nogle valg, når vi rammer midten af juli, siger AaB's sportsdirektør. 

Mens en spiller som Posavec meget vel kan ende med at forlade AaB, så er der andre spillere, der allerede nu har svoret troskab i forhold til at være en del af genopbygningsprocessen. Her er det vigtigt for den nye sportslige ledelse at se dedikation hos de AaB-spillere, der skal være en del af fremtiden. 

- Lige nu kigger vi meget på, om spillerne er i form? Er de dedikerede? Er de villige til at arbejde hårdt, så de kan præstere? Og har de lyst til at udvikle sig? 

- Vi skal se spillere, der er villige til at give 120 procent, hver gang de går på banen. Det går to veje. Vi skal gøre alt for, at vi kan for at dygtiggøre spillerne, men de skal også ville udvikle sig og give sig for klubben. Så længe spillerne er på kontrakt i AaB, så forventer vi også, at alle mand giver sig 120 procent, siger Ole Jan Kappmeier. 

Milan Makaric er en af de spillere, der er til eksamen i de første træningspas.  Foto: Bente Poder

Lige nu har AaB en antalsmæssigt stor spillertrup, og det tal ryger sandsynligvis ned i de kommende uger, men der er ikke et entydigt skæringspunkt.

- Vi har spillere, der er interesse for, og så kigger vi på de bud, der måtte komme ind. Vi har ikke et bestemt antal spillere, som vi skal have solgt eller købt, så det bliver meget fra bud til bud, at vi skal vurdere om den enkelte spiller skal sælges eller beholdes, siger Ole Jan Kappmeier, der har nogle klare prioriteringer i forhold til de nye spillere, der skal ind for at forstærke truppen. 

- Vi skal have spillere ind, der kan se muligheden for at udvikle sig og blive bedre i AaB. De skal også være med på at give noget til klubben, så de kan være med til at udvikle AaB. Den tankegang bliver vigtig for vores nuværende situation, men det er hele grundlaget for den udvikling, vi ønsker at se i klubben, siger Ole Jan Kappmeier. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden