AaB snakker med assistenter: - Vi ser, om der findes en vej sammen
Superligaklubbens to assistenttrænere har udløb til sommer, men sportschefen afviser, at Martí Cifuentes tager flere folk med sig fra sin tidligere klubb

Rasmus Würtz er en af to assistenttrænere, der har udløb til sommer. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
FODBOLD:Spanske Martí Cifuentes har i øjeblikket Peter Feher og Rasmus Würtz som sine nærmere kolleger i AaB's trænerstab. Men det kan meget vel have ændret sig, når næste sæson starter.
Begge assistenttrænere har nemlig udløb til sommer, og klubben er i gang med at finde ud af, om der er en fremtid for henholdsvis AaB-ikonet og den sjællandske assistent, der vikarierede for Jacob Friis.
- Vi er tidligt ude og snakke med staben og særligt dem, der har udløb. Vi er ude og se, om der findes en vej videre sammen, eller vi skal gå hver til sit. Det er jo ikke altid, at vi træffer beslutningen i sidste ende, siger sportschef Inge André Olsen.
Inden Martí Cifuentes skrev under med AaB, florerede der rygter i nordiske medier om, at spanieren helst ville have en stor stab med sig fra sin seneste stilling i Sandefjord. Han kom dog alene til Nordjylland, og intet tyder på, at cheftræneren får en decideret flok til klubben denne sommer.
- Vi vil altid snakke med cheftræneren, hvis vi skal have ændringer i staben. Men det var vigtigt for os som klub, at vi rekrutterede en cheftræner og ikke en stab. Det var vi helt klare på uanset den mulige cheftræner. Det måtte de købe ind på. Arbejdet skal leve videre i klubben gennem en stab. Trænere og sportschefer kommer og går, men arbejdet i AaB skal fortsætte. Derfor er det vigtigt med klubmennesker, siger Inge André Olsen.
Han er ligeledes skeptisk omkring at hive trænere ind fra andre lande end Danmark.
- En dansk klub skal have et stærkt, dansk fundament. Har de også en masse klubhistorie og kan levere kvalitet, så er det selvfølgelig bedst for os, siger sportschefen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.