AaB-spillerne betaler fans af egen lomme
Superligaholdet håber på maksimal opbakning, når de søndag spiller en decideret skæbnekamp i Horsens

AaB-fansene bliver rigt repræsenteret søndag eftermiddag i Horsens. Arkivfoto: Henrik Bo
AALBORG:Spillerne på AaB's superligahold håber på maksimal opbakning fra tribunen, når de søndag eftermiddag indleder nedrykningsspillet med en vital udekamp mod de direkte konkurrenter fra AC Horsens.
Derfor har spillertruppen spyttet i kassen og sikret, at medlemmerne af AaB Support Club kan blive transporteret til og fra det østjyske for blot én krone - inklusiv billetten til kampen.
- Den klassiske 12. mand på tribunen er ekstrem vigtig for et fodboldhold, og hvis vi kan hjælpe til, at der kommer endnu flere AaB-fans med til Horsens for at støtte os, så synes vi, at det var på sin plads, siger forsvarsspilleren Rasmus Thelander.
Omkring 500 aalborgensiske fans har i skrivende stund sikret sig billet til udebaneafsnittet i Horsens, hvor AaB med en sejr kan barbere østjydernes forspring i overlevelseskampen ned til fem point.
AaB-investorer på besøg
Kampen er den første for AaB, siden det tyske selskab SE22 købte sig til indflydelse i fodboldklubben. Siden har de nye investorer på skift fulgt træningen fra sidelinjen. Tidligere på ugen var det den tidligere tyske landsholdsstjerne Thomas Hitzlsperger, der var på besøg, og fredag var det så den fungerende sportschef Jan Peters, der repræsenterede tyskerne på sidelinjen.
På Nordjyskes forespørgsel afviste det kommende bestyrelsesmedlem i AaB dog at stille op til et interview.
Fredagens træning i superligaklubben var i øvrigt uden fire spillere, der alle må formodes at være ude af søndagens kamp mod Horsens. Det drejer sig om Jeppe Pedersen, Kilian Ludewig, Kasper Jørgensen og Andreas Poulsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.