AaB

AaB-sportschefs coronakamp: - Det værste var isolationen

Inge André Olsen fik som den første og hidtil eneste omkring AaB's superligahold covid-19. Han er for længst raskmeldt men mærker stadig sygdommen

Inge André Olsen blev i slutningen af november ramt af covid-19 og missede flere af AaB’s kampe. Han nåede dog tilbage på tilskuerpladserne, inden holdet gik på juleferie. Foto: Torben Hansen

Inge André Olsen blev i slutningen af november ramt af covid-19 og missede flere af AaB’s kampe. Han nåede dog tilbage på tilskuerpladserne, inden holdet gik på juleferie. Foto: Torben Hansen

FODBOLD:Indtil videre har alle, der i dagligdagen er en del af teamet omkring AaB's superligahold undgået at blive smittet med coronavirus.

Med undtagelse af én. I slutningen af november meldte klubben ud, at sportschef Inge André Olsen var testet positiv for covid-19 og sat i isolation. For nordmanden kom det i første omgang som en stor overraskelse, at han var blevet smittet med coronavirus, som er årsag til, at man udvikler covid-19.

- Jeg havde været meget opmærksom på ikke at være sammen med mennesker, og jeg bor jo alene, så jeg er ikke sammen med børn eller andre, som kan smitte mig. Men det kan ramme alle, for jeg var sammen med én person, som havde været i udlandet, og den dag jeg sandsynligvis blev smittet, var han testet negativ, for ellers havde jeg ikke været sammen med ham, fortæller Inge André Olsen i den nyeste udgave af NORDJYSKEs fodboldpodcast Ripodsten.

Tappet for energi

For ham var den første del af mødet med covid-19 som en hård influenza med ømhed i kroppen og feber i tre-fire dage, hvorefter det blev bedre rent fysisk. Det hårdeste for sportschefen var at være i isolation.

- Jeg var isoleret i 12 dage og fik ikke lavet ret meget. Du bliver tappet for energi og bliver nærmest sindssyg af at sidde og kigge på en hvid væg hele døgnet. Så det sværeste for mig var at sidde alene, og man kunne jo ikke engang komme ud og gå en tur, siger Inge André Olsen.

Efter han blev raskmeldt og kom tilbage på AaB's anlæg på Hornevej, kunne han dog stadig mærke eftervirkningerne af covid-19.

- Der gik nok ti dage, før energien var tilbage, når jeg kom hjem de første dage, var jeg meget træt og lagde mig bare til at sove. Så det kunne mærkes i kroppen, siger Inge André Olsen.

Overholder nytårsforsæt

Han er også blevet ramt af en af de mest velkendte senfølger af covid-19. Nordmanden har i den seneste tid måttet undvære både smags- og lugtesansen.

- Så mit nytårsforsæt om, at jeg skal spise sundere er lettere at overholde, for jeg kan jo ingenting smage, lyder med et smil fra Inge André Olsen, som er lettet over at være på den anden side af sit personlige møde med den frygtede virus.

- Jeg er glad for, at jeg kom igennem det på en god måde, for man ved jo ikke, hvordan man rammes. Det er forskelligt fra person til person. For mig gik det fint, og nu er det jo lettere for mig at rejse. Når jeg for eksempel skal til Norge, behøver jeg ikke længere at gå i karantæne, fordi jeg har haft en positiv covid-19-test, siger AaB's sportschef i Ripodsten.

Du kan høre meget mere fra Inge André Olsen i podcasten, som kan findes på nordjyske.dk/lyt og på andre kendte podcastplatforme som blandt andet iTunes, Spotify, Podimo, SoundCloud mv.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.