AaB

AaB-talent droppet til EM-slutrunden - men har ikke opgivet håbet

Lukas Klitten spillede samtlige kvalifikationskampe i efteråret, men er ikke kommet gennem det første nåleøje til U21-slutrunden

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

FODBOLD:AaB’s 20-årige venstre back Lukas Klitten måtte kigge forgæves efter sit navn, da U21-landstræner Albert Capellas mandag udtog en trup på 23 spillere til EM-slutrunden, der skydes i gang senere i marts.

Lukas Klitten var med i startopstillingen i samtlige fem kvalifikationskampe i efteråret 2020, men nu kigger landstræneren altså andre veje.

- Jeg fik beskeden søndag aften, og jeg må da indrømme, at den var lidt hård at sluge. Jeg har ikke fået så megen anden begrundelse, end at landstræneren har valgt nogle andre til positionen, siger den unge AaB’er.

Det er først og fremmest Andreas Poulsen, der ser ud til at have overhalet Lukas Klitten. Førstnævnte er på kontrakt hos tyske Borussia Mönchengladbach, hvor han i efteråret ikke kunne komme på holdet, men her i 2021 er han blevet udlejet til Austria Wien i den østrigske Bundesliga og får spilletid.

Fakta

Landstræner Albert Capellas har udtaget følgende U21 EM-trup:

Målmænd:

Oliver Christensen, OB

Peter Vindahl Jensen, FC Nordsjælland

Mads Hermansen, Brøndby

Forsvarere:

Rasmus Carstensen, Silkeborg

Mads Roerslev, Brentford

Victor Nelsson, FC København

Sebastian Hausner, AGF

Mads Bech, Brentford

Frederik Alves, West Ham

Andreas Poulsen, BM Gladbach

Midtbanespillere/angribere:

Magnus Kofod Andersen, FC Nordsjælland

Nikolas Nartey, Sandhausen

Nikolai Laursen, FC Emmen

Victor Jensen, FC Nordsjælland

Morten Hjulmand, Lecce

Jesper Lindstrøm, Brøndby

Carlo Holse, Rosenborg

Anders Dreyer, FC Midtjylland

Gustav Isaksen, FC Midtjylland

Jacob Bruun-Larsen, Anderlecht

Mohamed Daramy, FC København

Nikolai Baden Frederiksen, Juventus

Wahid Faghir, Vejle

- Der er ingen tvivl om, at jeg meget gerne ville have været med til de tre første EM-slutrunde-kampe her i marts. Det ville have været en fed oplevelse, og samtidig en fint udstillingsvindue for mig som spiller, lyder det fra Lukas Klitten.

- Der er dog kun én måde at bearbejde skuffelsen på, og det er at forsøge at bruge den positivt og arbejde endnu hårdere på træningsbanen og i styrkelokalet, tilføjer han.

AaB-spilleren kan dog stadig nå at få andel i EM-slutrunden, hvis Danmark ellers klarer sig videre fra gruppespillet i denne måned, hvilket kræver mindst en andenplads i en pulje med Frankrig, Rusland og Island som de øvrige hold. Lykkes det, venter knockoutkampe fra 31. maj til 6. juni, hvor landstræeren har mulighed for at udtage nye spillere til sit hold.

- Så jeg har ikke opgivet håbet, siger Lukas Klitten.

U21-landsholdet kvalificerede sig i oktober til den fjerde EM-slutrunde i streg, men grundet Corona er afviklingen af slutrunden i en lidt anden form end normalt. Derfor tager Danmark allerede tager hul på EM-gruppespillet allerede 25. marts.

- Vi har alle på holdet set frem til slutrunden i lang tid. Vi har forberedt os i mange måneder og ser frem til endelig at arbejde målrettet frem mod vores første kamp mod Frankrig, som er en nøglekamp for os, siger Albert Capellas til DBU.dk.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.