AaB-talenter smed guldet til sidst

Et pointtab mod Silkeborg betød, at AaB ikke vandt U19 Ligaen

Thomas Jasper
Mikkel Kaufmann scorede mod Silkeborg, men det var ikke nok til at sikre AaB guldet i U19 Ligaen. Foto: Martin Damgård
AaB 8. juni 2019 15:41 - Opdateret 8. juni 2019 15:45

FODBOLD: For første gang i 20 år kunne AaB lørdag have vundet guld i U19 Ligaen, men da det på hjemmebane blot blev 2-2 mod Silkeborg, er det i stedet FC Midtjylland, der løber med guldmedaljerne takket være en bedre målscore end AaB.

AaB fik ellers en drømmestart, da Mikkel Kaufmann allerede i kampens andet minut gjorde det til 1-0, der trods flere store chancer for at udbygge føringen også var stillingen ved pausen.

Den ineffektivitet blev straffet fra anden halvlegs start, hvor Silkeborg kun skulle bruge et minut på at udligne. AaB-forsvaret blev fanget højt oppe på banen, og så fik Oliver Haurits en friløber, som han udnyttede.

Efter en lille times spil kom AaB dog atter på guldkurs. Oliver Klitten kom først på et fladt indlæg fra højre side, og så kunne han nemt gøre det til 2-1. Kort tid efter var samme Klitten også tæt på at gøre det til 3-1 efter en flot soloaktion, men i sidste ende blev hans afslutning blokeret.

10 minutter før tid gled guldet i stedet igen ud af hænderne på AaB'erne, da Silkeborgs Ali Farej sendte et hjørnespark direkte i mål. I kampens slutfase havde AaB'erne dog chancerne for at sikre sig den vitale sejr, men først misbrugte Jonatan Flindt en stor chance alene med Silkeborgs målmand, og til allersidst var det Daniel Skovgaard Mortensen, der måtte se sin afslutning prelle af på overliggeren.

Dermed endte det 2-2, og i stedet for guldrus kunne en flok dybt skuffede AaB'ere forlade banen med tårerene trillende ned ad kinderne.

Tema: AaB

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...