AaB-talenter vendte truende nederlag til sejr mod Brøndby
AaB's U19-hold leverede lidt af et comeback, da man fik vendt kampen på hovedet mod Brøndby

Oliver Ross fik spilletid på AaB's U19-hold og kvitterede med et mål. Arkivfoto: Torben Hansen
AALBORG:Der var besøg fra den københavnske vestegn, da AaB's tre ungdomsligahold skulle i ilden mod Brøndby.
Det resulterede samlet set i tre point, men de tre point er i sig selv en solstrålehistorie.
Med en halv time tilbage af U19-kampen bragte Brøndby sig på 2-1 ved Clement Bischoff, som med sit andet mål i kampen sendte københavnerne på sejrskurs.
Oliver Ross havde bragt AaB på 1-0 på et flot frisparksmål efter ganske få minutter, men via to scoringer fra Bischoff var kampen blevet vendt på hovedet.
Det skulle dog vise sig, at 2-1-scoringen blot var begyndelsen på en dramatisk slutning på U19-kampen.
Clement Bischoff blev nemlig udvist få minutter efter sit føringsmål, og så havde AaB perfekte betingelser for at bringe sig tilbage i kampen.
- Vi havde faktisk lidt svært ved at udnytte overtallet i de første 10 minutter efter det røde kort. Brøndby var stadig dygtige på bolden, men min assistent havde set en fidus i at gå over at presse i 4-3-3, og det gav straks gevinst, fordi vi kunne lægge et helt andet tryk på Brøndby, siger AaB-træner Lars Noer, der var glad for at råde over Oliver Ross og Sebastian Otoa til lørdagens kamp.
- Det giver noget til resten af holdet, at de er med. Det er måske allermest i selve optakten til kampen, og så kan man jo se, at Oliver hurtigt fik sat et aftryk i kampen. De to spillere gik ind og gjorde det, vi kan forvente af dem, når de træner mere eller mindre fast med omkring Superligaen, siger Lars Noer, der også havde meget andet at glæde sig over.
- Vi har forsøgt at plukke nogle af de lavthængende frugter, og det er blandt andet at være bedre til at forsvare vores felt. Det fik vi at se mod et stærkt Brøndby-hold, der spiller meget dynamisk. De har så meget kvalitet, at de altid vil kunne trykke os på en eller anden måde, men vi stod godt imod defensivt, siger Lars Noer.
Udligningen indtraf, da den tidligere FCK-spiller Fisnik Isaki gjorde det til 2-2 med 10 minutter tilbage af kampen. Blot tre minutter efter udligningen gjorde Donavan Bagou det til 3-2 for AaB.
Sejren var lidt af en forløsning for AaB's U19-hold, der har haft svært ved at besejre en af de store klubber i denne sæson.
- Det har jo lidt været et mål for os, at vi gerne vinde over et af de gode hold, og når man ser på den kvalitet, Brøndby har på sit U19-hold, så var det her en af de sejre, vi har længtes efter, siger Lars Noer.
Helt så godt gik det ikke for de to øvrige AaB-hold. U17-holdet tabte trods en fin indsats 2-3. Målene blev scoret af Valdemar Damgaard, der udlignede til 1-1, og Bertram Skovgaard, der scorede til 2-2 på straffespark. Brøndby endte dog med at sikre sig sejren på et mål af Oliver Sejer.
U15-kampen blev vundet 3-1 af Brøndby. Her noterede U15-ligaens topscorer Valdemar Rubæk sig for AaB's enlige træffer. Det var hans 17. sæsonscoring.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.