AaB

AaB-træner ærgrer sig over pointtab: - Vi spillede som et tophold

Peter Feher var tilfreds med mange ting mod FC Nordsjælland, men skarpheden foran mål manglede

Peter Feher ærgrede sig over den manglende skarphed foran mål. Foto: Torben Hansen

Peter Feher ærgrede sig over den manglende skarphed foran mål. Foto: Torben Hansen

FODBOLD:Efter tre 2-1-sejre i sine tre første kampe led Peter Feher søndag sit første pointtab som vikarierende cheftræner i AaB, da det blot blev 1-1 på hjemmebane mod FC Nordsjælland.

Men resultatet var nærmest også det eneste, Feher ikke var tilfreds med søndag.

- Vi spillede en rigtig flot kamp, men vi fik bare ikke scoret på vores chancer. Vi holdt stort set et farligt hold som Nordsjælland fra chancer, mens vi selv producerede rigtig meget. Vi spillede som et tophold skal gøre på hjemmebane, men vi mangler et killerinstinkt, og det skal vi have lagt ind i holdet, hvis vi skal have medaljer, konstaterer Peter Feher.

Her kan du se højdepunkter fra kampen:

Også anfører Lucas Andersen ærgrede sig over de brændte chancer.

- Vi fik det kampbillede, som vi kunne have forventet og håbet, og jeg synes ikke, at vi kunne have gjort meget anderledes udover at score på vores chancer. Vi skal være mere kyniske, for vi skaber jo meget. Tidligere var det måske meget boldflytteri for os, men nu har vi også et slutprodukt på. Vi kommer frem til mange store chancer, og så længe vi gør det, skal målene også nok komme, siger han.

En enkelt gang gik det dog galt i den modsatte ende. FC Nordsjælland spillede sig ud af AaB's høje pres, og få sekunder senere havde Mohammed Diomande bragt gæsterne foran.

- Jeg synes egentlig stadig, at vi var godt organiserede i den situation, og vi fik også presset ham ud i en spids vinkel. Rinne (AaB-målmand Jacob Rinne, red.) synes måske også, at han kunne have nappet den, men vi kunne også have lavet et frispark længere oppe på banen, siger Peter Feher, der dog hæftede sig ved, at kampen derudover indeholdt mange positive takter.

- Det er positivt, at vi skabte så meget mod et hold, der faktisk stod i en 5-4-1-formation. Det er værd at tage med, siger Peter Feher.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.