AaB-træner stopper trods fantastisk efterår

Aalborgenserne har kværnet løs i kvindernes 1. division i fodbold og skal nu spille om oprykning til Ligaen

Der har været god grund til jubel i et succesfyldt efterår for AaB's bedste kvindehold. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Der har været god grund til jubel i et succesfyldt efterår for AaB's bedste kvindehold. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Efter sidste sæsons nedrykning fra det fineste selskab er AaB's fodboldkvinder i den grad kommet tilbage på sporet.

Under ledelse af cheftræner Kristoffer Kvistgaard fuldførte aalborgenserne i denne weekend et efterår som ubesejret, da de nedlagde OdenseQ med 2-0.

14 kampe udløste ni sejre og fem uafgjorte, og dermed vandt AaB stensikkert 1. division og er klar til forårets oprykningsspil. 

- Vi mistede syv-otte spillere fra startopstillingen i sommer, da vi ikke kvalificerede os til Kvindeligaen. I stedet valgte vi at rykke et tilsvarende antal af vores egne U18-spillere op i truppen, og de har gjort det over al forventning, siger direktør Kjeld Simonsen.

Det er dog to af holdets udlændinge, der har trukket det store læs på målkontoen. Canadieren Kathryn Harvey har hamret otte bolde i kassen, mens spanieren Saira Garetta har nettet seks gange.

- Vi har også en mexicansk forsvarsspiller (Estefania Fuentes del Razo, red.), som desværre har været skadet, men hun er klar igen efter nytår. Så her satser vi på at køre videre med et stort set uændret hold - måske tilsat en eller to forstærkninger, fortæller Kjeld Simonsen.

Kristoffer Kvistgaard forlader AaB midtvejs i sæsonen - til fordel for et job på Færøerne. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Kristoffer Kvistgaard forlader AaB midtvejs i sæsonen - til fordel for et job på Færøerne. Arkivfoto: Henrik Bo

På trænerposten er man dog tvunget til at skifte, da Kristoffer Kvistgaard har fået tilbudt et fuldtidsjob for mesterklubben Klaksvik på Færøerne.

- Det er lidt en streg i regningen, men jeg forstår hans valg. Vi kan ikke tilbyde ham et trænerjob på fuld tid, som de kan deroppe, siger AaB-direktøren, der er i fuld gang med at afsøge markedet efter en afløser.

Vedkommende skal forsøge at løfte AaB det sidste stykke af vejen mod Kvindeligaen, hvilket kræver, at holdet tager en af de to øverste pladser i et oprykningsspil med seks hold.

AaB får selskab af Næstved, B93 og OdenseQ fra 1. division - foruden de to dårligste mandskaber fra Gjensidige Kvindeligaen, som udover Sundby ser ud til at blive AGF.

- AGF vil være favoritter, mens det ser ekstremt jævnbyrdigt ud mellem de øvrige fem hold, vurderer Kjeld Simonsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.