AaB uden styrmand i næste skæbnekamp
Superligaholdet bliver tvunget til at rokere om i forsvaret til mødet med Silkeborg på fredag
Opdateret 20. april 2023 kl. 10:36
AALBORG: AaB måtte fredag aften indkassere en sen scoring og nøjes med 1-1 i udekampen mod FC Midtjylland, og slutfasen af superligakampen blev også dyr på karantænefronten.
I det 78. minut satsede forsvarsstyrmanden Rasmus Thelander alt i en hovedstødsduel og nikkede direkte ind i baghovedet på midtjydernes Stefan Gartenmann. Det takserede dommer Jacob Karlsen til et gult kort i den strengeste kategori, og det sender AaB-spilleren én dag i skammekrogen.
Dermed er cheftræner Oscar Hiljemark tvunget til at se bort fra Rasmus Thelander, når aalborgenserne på fredag 21. april møder Silkeborg på udebane i endnu en skæbnekamp i nedrykningsspillet.
Til den kamp kan AaB til gengæld atter råde over Jakob Ahlmann, der havde karantæne fredag mod FC Midtjylland. Det giver mulighed for at skubbe Daniel Granli ind i midterforsvaret som afløser for Thelander.
Der resterer for AaB's vedkommende syv kampe i denne sæson, og i skrivende stund er holdet syv point efter AC Horsens på den rigtige side af nedrykningsstregen.