AaB

AaB var i hopla og viste niveauforskellen mod Nørresundby

Det var en formsag for AaB at spille sig videre i pokalturneringen

Foto: Henrik Louis

Foto: Henrik Louis

FODBOLD:Der var klasseforskel i den nordjyske pokalkamp, da Danmarksserieholdet Nørresundby FB havde inviteret superligamandskabet fra AaB til et regnfuldt opgør nord for fjorden.

Men det var en hjælpende hånd eller mangel på samme, der skulle til for at bringe AaB i front. Nørresundby-målmanden kom uheldigt ud på et hjørnespark, og derfor kunne Iver Fossums indlæg sejle direkte i kassen.

AaB'erne var efterfølgende flere gange nærgående omkring målet i små kombinationsspil, hvor både Tom van Weert, Kasper Kusk og Iver Fossum kunne havde udbygget føringen, men skarpheden i afslutningerne manglede.

Kort før pausen satte superligaspillerne trumf på og fik reelt afgjort kampen. Det var endnu engang en dødbold, der skulle til for, at AaB fik læderet i kassen. Tom van Weert fik ved forreste stolpe forlænget et hjørnespark fra Kasper Kusk, som Rasmus Thelander kom først på og sikkert stangede i mål.

Derefter blev Oliver Klitten nedlagt i feltet, og det efterfølgende straffespark tog Iver Fossum sig kærligt af, da han med sit andet mål scorede til 0-3.

Som minutterne gik i anden halvleg, fik AaB-spillerne mere og mere plads til at boltre sig på, men kampen skulle runde en lille time, før de fik scoret i åbent spil. Frederik Børsting blev spillet fri af Kusk og hamrede et skud på stolpen, men var hurtigst over returen, og sparkede den sikkert ind i anden omgang.

Selvom Nørresundby aldrig rigtigt kom tæt på, så forsøgte de sig flere gange fra distancen. Andreas Stær Nielsens fik i hvert fald Andreas Hansen ned i fuld udstrækning, mens den tidligere AaB'er Rolf Toft også skabte en pæn mulighed, da han driblede sig igennem AaB-forsvaret.

Derfra stod der AaB på det hele. Kasper Kusk bankede først bolden i kassen, da han i et tætpakket felt fik dirigeret bolden mellem holdkammerater og modstandere og ind i målet, og dernæst sparkede Patrick Olsen to mål ind på et minuts penge. Før Iver Fossum med fem minutter tilbage fuldendte sit hattrick med sit mål til 0-8 og dermed kampens sidste.

Der er lodtrækning til 3. runde af Sydbank Pokalen torsdag klokken 13.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst