Aalborg-back storspillede efter landsholdsfravalg: - Jeg har trængt til en god kamp
Mads Hoxer blev tidligere på ugen fravalgt til landsholdet, men i fredagens kamp mod Sønderjyske viste den unge højre back et højt niveau

Det var tommel op for Mads Hoxer mod Sønderjyske. Foto: Henrik Bo
AALBORG:Aalborg Håndbold kunne næppe selv have skrevet et bedre manuskript end det, der udspillede sig, da Sønderjyske fredag aften blev besejret med 34-23.
Efter godt 10 minutters spil førte Aalborg Håndbold 9-1, og dermed var fundamentet til den sjette ligasejr i træk lagt.
- Det var rart at få en god start, for det gjorde, at vi kunne kontrollere kampen og spare nogle kræfter. Det blev en kamp på vores præmisser, og det var dejligt, at vi fik lukket kampen tidligt, konstaterer Aalborg Håndbolds Mads Hoxer.
Kampen forløb også helt efter cheftræner Stefan Madsens drejebog.
- Det var sådan en kamp, vi havde brug for. Vi dækkede rigtig godt op, for vi var aggressive på de ting, vi vidste, vi ville blive mødt af. Samtidig var det en god præstation af Gade (Aalborg-målmand Simon Gade, red.), og i angrebet spillede vi med masser af fart. Det hang generelt godt sammen, og det var fedt, at vi kunne punktere kampen så hurtigt, siger Stefan Madsen.

Aalborg-træner Stefan Madsen var meget tilfreds med sit holds præstation i storsejren mod Sønderjyske. Foto: Henrik Bo
For Mads Hoxer var fredagens kamp også en personlig god oplevelse. Højrebacken scorede seks gange og leverede også en solid forsvarskamp.
- Det var fint i dag, men jeg var også ved at trænge til at spille en god kamp. Det var rart, at den kom i dag, men holdet præsterede også voldsomt godt, og det gjorde det nemt for mig, siger Mads Hoxer, der for godt tre uger siden vendte hjem til Aalborg efter sin første slutrunde med A-landsholdet.
Godt nok med en VM-guldmedalje i bagagen, men også efter en turnering, hvor han blev skrevet ud af den danske trup undervejs og derfor ikke spillede med i de afgørende kampe.
- Det har jeg ikke tænkt så meget på. Jeg er bare glad for at være tilbage i Aalborg og få nogle spilleminutter. Det nyder jeg godt af, siger Mads Hoxer, der i begyndelsen af denne uge måtte sande, at han ikke var at finde i landsholdstruppen til to kampe i marts i først Aalborg og siden Hamborg mod Tyskland.
- Jeg ville gerne have været med, men der er mange gode højrebacker, og det var jeg klar over, så det er helt fair. Der er også stadig mange vigtige kampe i resten af sæsonen, så det er fint nok, at jeg får en lille periode, hvor jeg kan samle kræfter, siger Mads Hoxer.
Mads Hoxers makker på højre back, Lukas Sandell, måtte udgå skadet af fredagens kamp, men efterfølgende lød der beroligende toner om svenskerens tilstand.
- Jeg tror bare, at det var et trælår. Lukas har det fint her efter kampen, så jeg er ikke så bekymret, siger Stefan Madsen.
Næste opgave for Aalborg Håndbold er på onsdag, hvor gruppespillet i Champions League rundes af med en udekamp mod slovenske Celje.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.