Aalborg besejrede bundhold uden at imponere
Aalborg Håndbold hentede en pligtsejr hos HC Midtjylland uden at spille sig ud i en kamp, hvor flere profiler blev sparet

Sebastian Barthold blev Aalborg Håndbolds topscorer i Herning. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
HERNING:Præstationen var på ingen måder overbevisende, men Aalborg Håndbold fik, hvad de kom efter, da HTH Herreligaens førsteplads lørdag blev forsvaret.
Mindre end 48 timer efter Champions League-sejren over Pick Szeged blev det til en sejr på 28-24 hos HC Midtjylland.
HC Midtjylland - Aalborg Håndbold 24-28 (15-16)
- Håndbold, HTH Herreligaen
- Stillinger undervejs: 2-5, 6-8, 9-10, 12-12, 15-16 (pausestilling), 17-17, 17-21, 19-22, 22-24, 23-26
- Topscorer, HC Midtjylland: Rasmus Graffe 8
- Mål, Aalborg Håndbold: Sebastian Barthold 7, Andreas Flodman 5, Lukas Sandell 5, Felix Claar 5, Jesper Nielsen 2, Mads Hoxer 2, René Antonsen 1, Victor Kløve 1
- Udvisninger: HC Midtjylland 2, Aalborg Håndbold 3
- Tilskuere: 1700
Lørdagens kamp var en duel mellem top og bund i HTH Herreligaen, så Aalborg-træner Stefan Madsen benyttede også lejligheden til at spare lidt på ressourcerne.
Henrik Møllgaard, Aron Pálmarsson og Kristian Bjørnsen begyndte alle på bænken, men alligevel fik gæsterne en fin start på kampen.
Efter otte minutters spil førte et effektivt Aalborg-hold med 8-4. Gæsterne havde også muligheden for at komme foran med fem mål, men i stedet løb nordjyderne pludselig ind i problemer.
Aalborg fik store problemer med at passere HC Midtjylland-målmand Frederik Hummelmose, der som første halvleg skred frem, fik arbejdet sin redningsprocent op tæt på 50.
Felix Claar, Lukas Sandell og Benjamin Jakobsen var alle skyldige i store afbrændere på HC Midtjyllands sidste skanse, og det hjalp hjemmeholdet tilbage i kampen.
Efter 17 minutters var der derfor balance på måltavlen ved 9-9, og selv om Aalborg svarede igen med to hurtige scoringer, kunne man ikke ryste midtjyderne af. Især Rasmus Graffe var flyvende hos hjemmeholdet med otte scoringer i første halvleg, inden Lukas Sandell med første halvlegs sidste scoring trods alt gav Aalborg en pauseføring på 16-15.
Kort inde i anden halvleg kom Aalborg Håndbold også foran 17-15, men første halvlegs spøgelser var ikke fordrevet. En generelt skidt spillende Felix Claar lavede to store fejl i træk, og så kunne HC Midtjylland igen komme på omgangshøjde ved stillingen 17-17.
Så strammede gæsterne dog grebet. Simon Gade fik godt fat i målet, og fire nordjyske scoringer i træk gav en føring på 21-17.
Ganske symptomatisk for lørdagens præstation løsnede Aalborg-spillerne imidlertid grebet igen. Angrebsspillet blev igen for uskarpt, og HC Midtjylland blev inviteret tilbage i kampen.
Med godt ni minutter tilbage misbrugte midtjyderne dog muligheden for at få afstanden mellem de to hold helt ned på et mål, da et straffekast blev brændt, og til sidst viste niveauforskellen mellem top og bund sig trods alt at være for stor.
Med tre et halvt minut tilbage afgjorde Felix Claar kampen med sin scoring til 27-23, og så kunne Aalborg Håndbold uden at være i nærheden af at spille sig ud tage to forholdsvis sikre point med hjem i en kamp, hvor nordjyderne slap for at gøre brug af Henrik Møllgaard, Aron Pálmarsson og Kristian Bjørnsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.